“Vi kan ikke undvære hinanden”
De mødte hinanden for 60 år siden som kolleger, og tirsdag den 2. februar kan Ulla og Poul Dinesen fra Birkerød fejre deres diamantbryllup
kærlighed "Vi har lidt svært ved at undvære hinanden," lyder det fra Poul Dinesen.
Efter 60 års ægteskab skinner kærligheden stadig helt tydeligt igennem hos Ulla og Poul Dinesen, der begge er 82 år. For cirka et halvt år side flyttede Poul Dinesen ind på plejehjemmet Lions Park i Birkerød, og cirka tre måneder senere fulgte Ulla Dinesen med. Og de tre mellemliggende måneder var ifølge sønnen Lars nogle af de sværeste for ægteparret, fordi de ikke kunne være sammen. Det er nemlig ikke mange stunder, som Ulla og Poul Dinesen har tilbragt adskilt i deres lange og solide ægteskab.
"Der gik min pige"
Ulla og Poul Dinesen mødte hinanden i Horsens, som var Pouls hjemby. Her var han i lære hos Lehmann Degns Boghandel, og den unge Ulla fra Samsø havde taget turen til fastlandet for at arbejde som medhjælper i den selv samme boghandler.
"Jeg husker det stadig tydeligt. Jeg sad på toppen af en stige i butikken og var ved at rette bøger til, og så kom Ulla ind og bad om et arbejde. Jeg var nær faldet ned af stigen. Jeg var helt klar over, at der gik min pige," fortæller Poul Dinesen med et varmt glimt i øjet.
Interessen var gensidig, og kort efter blev parret kærester. Da Poul blev udlært fra boghandleren, blev han indkaldt til militæret og sendt til Tyskland. Da han endelig blev hjemsendt, skulle brylluppet stå. Datoen var sat til den 2. februar 1956, og brylluppet skulle holdes på Samsø.
Egentlig var Poul i god tid, idet han kom til København to dage før brylluppet. Men en hård isvinter trak hans hjemrejse i langdrag, og det tog ham to dage at komme fra København til Samsø. Han nåede dog frem i løbet af formiddagen, og var klar til bryllup om eftermiddagen.
Ligeværdige partnere
I 1961 flyttede parret fra Horsens til Birkerød, og her overtog de Axelsen-Drejers boghandel på Birkerød Hovedgade. Denne drev parret frem til 1983, hvor de solgte butikken til Arnold Busck.
"Jeg elskede særligt lørdagene i Birkerød. Der var virkelig et publikum for bøger i Birkerød, og butikkens summede af liv lørdag formiddag," fortæller Ulla Dinesen.
Efterfølgende flyttede parret tilbage til Horsens, hvor de åbnede Dinesens Bog & Ide sammen med deres søn Lars Dinesen. Men de nordsjællandske omgivelser trak fortsat i dem, og da sønnen flyttede tilbage, fulgte ægteparret med til Birkerød. De familiære relationer er nemlig stærke i familien Dinesen, og det er formentlig også en af årsagerne til det gode og lange ægteskab.
"Vi har altid arbejdet sammen som ligeværdige, og vi har altid gået meget op i, at man taler pænt til hinanden, selvom man måske er irriteret. Det nyttede jo ikke noget, at vi var sure på hinanden foran kunderne i butikken. Så hvis man havde noget at sige, måtte man gøre det på en pæn måde," forklarer Poul Dinesen.
Stærke familiebånd
Ikke mindst har der i familien Dinesen altid været tradition for, at man hjælper hinanden i trange situationer. Ullas forældre trådte til på hjemmefronten, når julehandelen i butikken krævede al opmærksomhed fra ægteparret. Og omvendt hjalp Ulla Dinesen eksempelvis sin far, da han havde behov for hjælp til at starte sit rutebilsfirma op. Faktisk var Ulla Dinesen Danmarks første kvinde med kørekort til rutebil.
Men en anden og ikke mindst lige så væsentlig årsag til det gode ægteskab skal ifølge parret selv findes i almen interesse for hinanden.
"Grundlæggende må vi jo sige, at vi virkelig nyder hinandens selskab, og vi har stadig meget at tale med hinanden om," forklarer Ulla Dinesen.
Mange af samtalerne handler om bøger og litteratur, som fortsat spiller en stor rolle i ægteparrets liv. Poul Dinesen læser så meget som muligt og besøger jævnligt det lille biblio- tek på Lions Park, hvor Ulla og Poul har hver deres lejlighed.
Diamantbrylluppet fejres privat med familien i parrets nye hjem på Lions Park.