Fortsæt til indhold

Kend dit kæledyr

Alt for mange menneskeliggør familiens kæledyr, mener Trine Hansen, som åbner kæledyrskole for børn og voksne

Samfund
Erland Rasmussen

En hund skal ikke have småkager, og en kat skal ikke klædes ud med hat og solbriller.
Sådan lyder et par eksempler fra dyrepasserens no go-liste, når man spørger Trine Hansen, Gl. Rye om, hvad mennesker ofte gør forkert, når det gælder den daglige omgang med dyr.
Trine Hansen, der er uddannet dyrepasser og har tyve års erfaring med dyr som profession, vil nu give børn og voksne mulighed for at få så meget glæde af deres kæledyr som muligt.
Midlet til at få budskabet spredt ud bliver en kæledyrskole, som Trine Hansen netop har etableret.
Den begynder med kurser i Skanderborg, og her vil Trine Hansen dele ud af sine erfaringer fra dyrenes verden.
Det primære mål er, at dyrenes ejere skal lære deres eget kæledyr at kende, ligesom de skal lære at læse og forstå dem i dagligdagen.

Den naturlige adfærd

Overskriften for Trine Hansen, som også driver virksomheden Trine Dyrepasser, er, at vi alle skal tage udgangspunkt i og respektere dyrenes naturlige adfærd.
Trine Hansen er ikke i tvivl om, hvad det er, der sker, når det går galt.
“Det er vore behov, vi pålægger dyrene. Men hvor sundt er det? spørger Trine Hansen og efterlader samtidig ingen tvivl, at hun mener, det er unaturligt for dyrene, når det sker.
Trine Hansen henviser til eksempler som, når en ældre dame giver sin hund småkager igen og igen, fordi den er eneste selskab.
“Kager er forkert fodermiddel til hunde,” betoner hun.
Det er også blevet en dille at klæde sin kat eller hund ud med solbriller eller tøj.
“Det er altså heller ikke naturlig adfærd for et dyr, og jeg er ikke sikker på, dyrene synes, det er fedt,” mener Trine Hansen.
Dyrepasseren fra Gl. Rye oplever stor forskel på, hvor forberedte familier er, når der anskaffes et kæledyr til børnene.
“Nogle går meget op i at få viden inden, mens andre handler spontant efter børnenes ønsker,” siger hun.
Det spontane kan somme tider give problemer.
“En hamster er et natdyr, der er vågen og aktiv på det tidspunkt, mens det sover om dagen,” lyder det som endnu et eksempel på, at det er en god ide at sætte sig ind i dyrenes naturlige adfærd.
I forbindelse med Trine Dyrepassers Kæledyrskole er Trine Hansen i gang med en mini-bogserie om kæledyr. De første er om Katten og Kaninen, som bliver trykt klar til udgivelse omkring 5. februar.
Kæledyrskolen lægger ud med kurser i Skanderborg i skolernes vinterferie i uge 7.

Katten er også med på listen over de to første kurser på Trine Dyrepassers Kæledyrskole, som lægger ud med undervisning i Skanderborg.