Fortsæt til indhold

Dansk ægtepar udbreder demokrati i Uganda

Parret bruger pileflet til at skab dialog

Samfund
Jane Thoning Callesen

To gange om året åbner Jan Johansen og Jette Mellgren bagsmækken på deres grønne VW Sharan og fylder bagagerummet med 118 kilo luftigt tøj, computere, skruetvinger, håndbor, skolehæfter og blyanter.
Altsammen sirligt pakket ned i kufferter. Så kører de fra hjemmet i Åhaven, Odense N, over Storebæltsbroen til Kastrup og flyver derfra til Uganda, hvor de sammen med lokalbefolkningen arbejder på at udbrede kendskabet til demokrati gennem gruppesamtaler, pileflet og andre former for håndværk.

God kombination

Ægteparrets forløb i Uganda strækker sig typisk over tre uger, og projektet er et Danida-støttet samarbejde mellem Odense Aftenskole, foreningernes landsorganisation, FORA, og den ugandiske forening Upendi.

Og selv om det måske ikke lyder som en oplagt kombination, det med at udbrede demokrati gennem flettekunst, fastslår Jan Johansen, der er leder af Odense Aftenskole, at konceptet er effektivt.

“Ved at koble demokratiundervisningen sammen med håndværk får vi fat i en gruppe mennesker, der ellers ikke interesserer sig for samfundsforhold,” siger han.

“Både mænd og kvinder bliver nysgerrige, når de ser, vi sidder på landsbyens torv og fletter kurve. Så kommer de hen og deltager, og mange af dem bliver hængende om eftermiddagen, når den egentlige demokratiundervisning går i gang.”

Trafikken i Uganda er noget langsommere end på de odenseanske veje. Meget af transporten foregår på grusveje. Her ses an taxaholdeplads. Foto: Privat

Skævt kønsrollemønster

Det er ikke Jan Johansen og Jette Mellgren selv, der står bag tavlen, når formiddagens kurveflet efter frokost glider over i demokratiundervisning.

I stedet er det lokale medlemmer af foreningen Upendi, der underviser, mens ægteparret fra Odense er med til at holde snor i forløbet og identificere de temaer, som kan være relevante at tage fat på i undervisningen. For eksempel kønsroller.

“I Uganda er det kvinderne, der ordner husarbejdet og sørger for, at markens afgrøder kommer i hus. Mændene, derimod, bestemmer, hvad pengene skal bruges på. Typisk druk. Vi stiller spørgsmål, der får dem til at reflektere over, hvorvidt det er en fair fordeling. Demokratiet skal starte på græsrodsniveau, helt ude i familierne, og derfra brede sig opad,” fastslår Jan Johansen.

Han og Jette Mellgren har nu været af sted ni gange. Og han erkender, at indsatsen nogle gange kan føles nyttesløs, fordi udfordringen er så stor.

“Når vi flyver hjem fra Uganda, kan vi godt spekulere på, om arbejdet overhovedet nytter. Men vores evalueringer viser heldigvis, at det lykkes os at sætte små fodspor og ændre nogle ting.”

Jan Johansen (th) underskriver her samarbejdsaftalen for 2016-17 med Odense-ægteparrets lokale partner i Uganda. Foto: Privat
Pileflet og demokrati er måske ikke den mest oplagte kombination, men det fælles håndværk giver anledning til konstruktive diskussioner. Foto: Privat