102-årige Vernys sidste ønske

Fuglekvidder og rislende vand fra et springvand orienterer blinde og svagtseende beboere og dagsgæster på plejehjemmet Solgaven i Farum.

Her havde 102-årige Verny Arbøl, som er stærkt svagtseende, i ni år sin daglige gang. Som Gentofte-borger blev hun kørt til og fra Solgaven fra sit hjem på Ordrupvej.

En stor beskæftigelse var at væve, og personalet kom hende til undsætning, når hun lavede en fejl, hvis ikke de fik hende til at synge med på en gammel klassiker, når de tog guitaren frem.
Livet mellem hjemmet på Ordrupvej og dagtimerne på Solgaven kunne være fortsat. Men i efterårsferien 2015 faldt Verny Arbøl i sin have. For tidligt på færde og måske en smule utålmodig valgte hun at vente på chaufføren ude på vejen. Men nattens kulde havde bidt sig fast i græsset og Verny gled.

Kold og forkommen blev Verny fundet og fragtet til Solgaven. Her boede hun i fire dage i aflastning, indtil familien, der var på ferie, vendte hjem.

Faldet havde sat sit aftryk på deres mor, mormor og oldemor. Og det blev besluttet, at Verny Arbøl ikke længere kunne vende hjem til Ordrupvej, hvor hun havde boet i 70 år.

Som en midlertidig løsning kom Verny på plejehjemmet Lindely under Sankt Lukas Stiftelsen.

Etik frem for paragraffer

Til et visitationsmøde med bl.a. leder af Modtagelsen i Gentofte Kommune, Ulla Sarup og cheflæge Dorte Hofland, sidder Vernys datter Annette Arbøl og udtrykker sin gamle mors muligvis sidste ønske om at komme på Solgaven, hvor hun har skabt sig et netværk, genkender personalets stemmer og føler sig tryg nok til at gå rundt på plejehjemmet.

Cheflægen siger ifølge Annette Arbøl, at det selvfølgelig kun handler om etik og ikke om paragraffer og regler, når de skal finde et nyt hjem til Verny.

Solgaven er et tilbud efter Servicelovens paragraf 108, hvor borgere med en betydelig og varig nedsat funktionsevne kan få tilbuddet om at bo af Gentofte Kommune.

Men på trods af, at Verny både er stærkt svagtseende og at hun har haft et tilhørsforhold til stedet gennem ni år, vælger Gentofte Kommune at give afslag på hendes ønske. I stedet bliver hun visiteret til Holmegårdsparken per 1. marts 2016.

Rystet barnebarn

Familien er rystet. Især Vernys barnebarn, Signe Ottesen Ørskov. Sammen med sin mand og to børn har de været Vernys overbo på Ordrupvej og passet hende i årevis.

"Kommunens argumenter er, at min 102 år gamle, stærkt svagtseende mormor sagtens kan danne sig et nyt netværk i Holmegårdsparken, men samtidig siger de, at hun er så svækket, at hun ikke kan profitere af aktiviteterne på Solgaven. Hvilket jeg er dybt uenig i. Jeg har intet dårligt at sige om Holmegårdsparken eller kommunens andre plejehjem. Men jeg synes, at de skal give det til en på 90 år, som har glæde af at bo i en lejlighed, der kan banke på hos naboen og gå over i caféen sammen. Det fællesskab kan min mormor på 102 år ikke deltage i. Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen ikke vil give hende en god afslutning på sit lange liv. Så mange år har hun heller ikke tilbage", siger hun.

Signe Ottesen Ørskov har søgt om at tale med Hans Toft om sagen, men hun har ikke fået noget møde i stand, selvom hun gentagne gange har ringet til hans sekretær.

"Jeg troede, at Hans Toft ville det bedste for de ældre".

Over for Villabyerne oplyser Gentofte Kommune, at når borgmesteren ikke har svaret, skyldes det, at han har sendt sagen videre til socialdirektøren.

Trist og tomt

Udover at Gentofte Kommune har henvist Verny til Holmegårdsparken, har de også givet afslag på, at hun fortsat kan være dagsgæst på Solgaven, når hun bor på Holmegårdsparken.

"Jeg var med, da min mormor havde sin sidste dag på Solgaven og fik sagt farvel til alle. Det var så trist, og bagefter var jeg helt tom inden i", siger Signe Ottesen Ørskov.

Signes mor, Annette Arbøl, har valgt at anke afgørelsen, men det kan tage op til syv måneder. I mellemtiden fylder Verny 103 år.

Signe Ottesen Ørskov ryster på hovedet.

"Det er helt uholdbart og super uværdigt over for min mormor. Inden den sag bliver genoptaget og afgjort, kan min mormor jo meget vel være død. Hvis kommunen blot ville sige ja til Vernys sidste ønske, ville jeg vide, at de stadig var menneskelige. Men jeg er bange for, at det er blevet en principiel sag fra deres side".

Svar fra socialdirektør

Kommunaldirektør Frank E. Andersen, der pt. også er fungerende socialdirektør, må ikke gå ind i Verny Arbøls sag, da der er tale om en personsag.
Han har ikke haft tid til at stille op til et interview, men i en skriftlig kommentar til Villabyerne fortæller han om de generelle betragtninger:
"Når en borger skal tildeles en plejehjemsplads, foretager vi en faglig vurdering af borgerens pleje og omsorgsbehov, blandt andet af hvilke aktiviteter, der kan stimulere borgerens personlige ressourcer. Mange beboere på vores almindelige plejehjem er svagtseende, og medarbejderne har naturligvis viden om, hvordan man bedst hjælper og stimulerer også svagtseende og synshandicappede. Hvis man skal have et specialiseret botilbud, skal man have et behov, der ligger ud over det, vores almindelige plejehjem kan indfri og en fysik, der gør det muligt at få glæde af disse tilbud", siger han:
Både pladsmangel og penge er også en del af overvejelserne.
"Det er naturligvis også vigtigt, at borgere, der kan være på et almindeligt plejehjem, ikke optager pladser på et specialiseret plejehjem. Ellers risikerer vi, at der ikke er specialiserede pladser til dem, der ikke kan klare sig andre steder. Endelig skal vi helt generelt være opmærksom på, hvordan vi anvender ressourcerne. Der er stor forskel på udgifterne til et almindeligt plejehjem og til et specialiseret tilbud. En almindelig plejehjemsbolig koster ca. 600.000 om året, mens et specialiseret bo- og dagtilbud kan beløbe sig til mere end det dobbelte om året", siger Frank E. Andersen.