Eva Kjer Hansens ministertaburet vakler
Tirsdag aften udtrykte De Konservative mistillid til Eva Kjer Hansen som Miljø- og Fødevareminister.
Eva Kjer Hansen er fra Aabenraa og valgt i Sønderjylland.
Efter De Konservatives mistillid har hun altså ikke længere opbakning som minister i Folketinget, og almindeligvis betyder det, at en minister tager sin afsked øjeblikkeligt.
Årsagen til De Konservatives mistillid er Eva Kjers håndtering af Landbrugspakken, hvor en række forskere i går ikke kunne bakke op omkring ministerens udlægning af tallene i pakken. En landbrugspakke, som ministeren gennem hele forhandlingsforløbet har fastholdt ville betyde en grønt plus for miljøet. Forskernes udlægning er, at det ikke er tilfældet.
Efter et timelangt samråd tirsdag, hvor ministeren gentagne gange blev opfordret til at indrømme, at Folketinget ikke havde fået de korrekte tal, udtrykte De Konservative altså mistillid til ministeren, da hun ingen indrømmelser kom med i samrådet.
De Konservative meddelte samtidig, at de fortsat støttede op om regeringen og også Landbrugspakken.
Herefter skete der noget uventet.
I stedet for at Eva Kjer Hansen meddelte sin afgang som minister, indkaldte Lars Løkke Rasmussen partilederne i blå blok til møde, og onsdag formiddag er Eva Kjer Hansen fortsat minister.
Det er derfor endnu uafklaret, om Eva Kjer Hansen, trods mistilliden fra De Konservative, kan fortsætte som minister.
Lokalavisen følger sagen...