Hver anden deler med naboen
Mange låner haveredskaber af naboen og hjælper med havearbejde og snerydning, viser ny undersøgelse fra Bolius. Flere vil gøre det i fremtiden, mener eksperter
Vi deler mere og mere med vores naboer. Og vi hjælper i højere grad hinanden med at hente børn og klippe hæk eller holde et ekstra øje med naboens hus, når de er på ferie.
Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Bolius. Her angiver 5 ud af 10 boligejere, at de indimellem låner eller deler noget med naboerne, og at de generelt hjælper hinanden i nabolaget.
Flere eksperter bekræfter tendensen over for Bolius' magasin BEDRE HJEM og forklarer det med, at 'egotrippet', hvor vi alle skal klare os selv og være individualister, er ved at klinge ud.
”Der er på mange måder opstået et fællesskabs-vakuum i vores samfund. Vi kan ikke længere bare gå hen på kommunekontoret eller posthuset, der er ikke så meget bemanding på biblioteket, og vi handler på nettet i stedet for i fysiske butikker,” siger Karen Lumholt, direktør i tænketanken Cura.
”Der er derfor ikke bare et praktisk, men også et stort følelsesmæssigt behov for at låne og dele. Derfor blomstrer tendensen med deleøkonomi op i provinsen og i villakvarterer, hvor der er gode naboskaber,” siger hun.
Mona Hviid, rådgiver i deleøkonomi og lokal udvikling, forklarer tendensen på denne måde:
”Nu er egotrippet ved at klinge ud. Vi kan mærke, det er ensomt at være uafhængige, og vi søger meningsfulde fællesskaber, som det at dele og hjælpe hinanden i nabolaget kan skabe grundlag for, siger hun.
Gode råd, hvis du vil dele med naboen
Ældre og provinsen deler mest
Mens nye, store deleøkonomi-tjenester som Airbnb og GoMore især benyttes af yngre og veluddannede i byerne, viser Bolius' undersøgelse, at det er er boligejere på 60+ i provinsen, som deler mest med naboen, og unge mellem 25 og 39 år i hovedstadsområdet, der deler mindst.
Naboer, der bor i Region Sjælland, Syddanmark og Midtjylland, er de flittigste til at dele og låne, det gør 4 ud af 10. Boligejere i Region Hovedstaden deler derimod mindst, her er det kun hver fjerde, der deler med og låner af naboen.
Det er især haveredskaber og –maskiner, vi låner til naboen, mens vi er gode til at hjælpe med havearbejde og snerydning. Derimod er der ikke den store lyst til at låne bil eller cykel ud til naboen eller hjælpe med gøre rent og passe børn.
Deletendens vil vokse på Facebook
Den teknologiske udvikling og de sociale medier har gjort det nemmere at lave deleordninger. Bolius' undersøgelser viser dog, at det endnu kun er ca. hver 10. boligejer, der har Facebook-grupper med deres naboer. Men det vil ændre sig, mener flere.
"Når man først går i gang, er det en god cirkel. På vores vej er det sådan, at vi via en digital, social platform begyndte med at låne værktøj af hinanden. Det har gjort, at vi har lært hinanden meget bedre at kende, og der er meget mere opbakning til sommerfesten og andre fælles arrangementer. Nu taler vi om at holde tøjbytteaftener, og næste skridt er at begynde at dele mere viden og kompetencer," siger Karen Lumholt.