Når man danser med Alzheimer...

Gine Binder kan stadig smile og grine under interviewet med Lokalavisen, selv om vi taler om alvorlig sygdom, der kalder på stærke følelser som sorg, afmagt, frustration, og af og til også vrede.
Man fornemmer hurtigt, at det er en meget åben, energisk og stærk kvinde, som tager imod i lejligheden i Søbyen i Skanderborg, hvor hun har valgt at stå frem og fortælle om, hvordan det er at leve sammen med en dement.
“Der er brug for åbenhed, information og viden, og det er vigtigt at tale om det, for det hjælper både dem, der taler, og dem, der lytter,” motiverer Gine Binder.
Gine Binder, der stadig er aktiv som yogainstruktør, bor med sin mand, Michael Binder, 75 år, som fik diagnosen Alzheimer i 2009/2010.

Sygdommen kom snigende

Michael Binder er amerikaner, og de første tegn på sygdommen viste sig i Kolding, hvor ægteparret Binder flyttede til i 2008 efter at have boet i USA i en årrække.
“Jeg kunne mærke, der var noget galt, men jeg slog det hen med, at Michael nok havde fået en lille depression,” husker Gine Binder.
Som tiden gik lagde Gine mærke til, at Michael havde ændret sig. Han trak sig fra samtaler, når parret havde gæster. Det kneb også med at huske.
“Det var som om, han skiftede psyke fra at have været den mest lette mand at leve sammen med, som altid stod på hænder for mig, til at ville diskutere meget og let blev aggressiv,” siger Gine Binder.
En hjernescanning på Vejle Sygehus var med til at afsløre diagnosen Alzheimer.
“Min første reaktion var at læse bøger for at forstå, hvad der foregår. Det er sin sag at danse med Alzheimer, men det har også rustet mig efterhånden,” konstaterer Gine Binder.
I begyndelsen søgte hun at få gjort alt det konkrete, der kunne gøres.
Michael Binder fik Exelon depotplaster, som bruges til behandling af symptomer ved demens, og beroligende piller. Forskellige former for alternativ behandling blev også prøvet.
Gine Binder er født på en gård på Vroldvej med udsigt over Mossø. Derfor var det nærliggende at købe lejlighed i den nye Søbyen i Skanderborg, da huset i Kolding var blevet for stort, og fordi Gine Binder gerne ville være tættere på sine voksne børn, som bor i området.
I den nye hverdag i Skanderborg gælder det om at holde Michael Binder i gang. Det er svært, for han skal presses til at gå ud.
Men Gine Binder forsøger alligevel. Det kan være at gå små ærinder på apoteket eller at bare at gå en tur ud i naturen med den frivillige besøgsven.
Michael Binder kan endnu gå små ture alene, selv om Gine Binder fastslår, at det snart er på tide med en GPS, så hun kan holde øje med ham.
De daglige vanskeligheder er typisk, at Michael bliver utryg ved at gå i bad, skifte tøj og har svært ved at huske spisetider og være deltagende i en samtale, ligesom han heller ikke længere kan kommunikere med venner via computeren.
“Det er synd. Han bliver ensom, fordi mange ikke taler sproget, og han vil heller ikke ligge nogen til byrde, når han ikke taler dansk.”
Gine Binder kan stadig forlade hjemmet fra aften og natten over, hvis hun skal passe børnebørn, men så skal der stå aftensmad klar, og hun skal være hjemme tidligt for at lave morgenmad.
Det kræver tillige mange telefonopkald at være væk.
“Min frihed er gået fløjten, og det har også været barskt, fordi jeg har altid har været meget udadvendt og deltaget i kurser og alt muligt, men nu er jeg nødt til at geare ned,” forklarer Gine Binder.
Michael Binder har efterhånden har accepteret, at han er syg.
“Men det tog lang tid, og han var ikke altid ærlig omkring sygdommen overfor andre,” siger hun.
I perioder er symptomerne værre end ellers. Træthed og vejret spiller ind.
“Jeg får ingen tilbagemeldinger, fordi han ikke kan huske, så jeg skal hele tiden prøve at læse ham, fordi psyken ændrer sig, og det kan være frustrerende og opslidende,” siger Gine Binder.
Når følelserne er i kog, så hjælper det at gå ned til søen med en kop kaffe eller at ringe til børnene eller andre.
“Hver dag er en læreproces, hvor der pludselig opstår noget nyt, der skal tackles,” betoner Gine Binder.

Når sorgen overmander

Ind i mellem rammer sorgen som en forhammer.
“Sorgmodigheden kommer, når den, man elsker, bliver et irriterende barn, som stiller de samme spørgsmål 20 gange på en dag. Det er enerverende, når man pludselig ikke længere kender ham.”
Gine Binder fortsætter, at hun er ved at lære, hvorfor det er sådan, og at det er sygdommen, der gør det.
“Sorgen kommer alligevel som et rasende lokomotiv. Det er svært, og man ved ikke, hvordan fremtiden bliver, selv om der er en vis uundgåelighed i den. Jeg har lært at tage en dag ad gangen, og det, der er gået godt, kommer jo ikke skidt igen,” siger hun.