Lidelse bag fængslets mure - Korsang og samtaler er lys i mørket

“Da jeg kom i fængsel, var jeg meget vred og fyldt med stor frustration. I fængslet mister du alt det, andre tager for givet. Det er en følelse af afmagt, når man mister sin frihed og har øjne i nakken hele tiden.”
Det fortæller Søren Rønnehøj, der tidligere har afsonet i det topsikrede og lukkede fængsel, Institution Enner Mark ved Horsens.
Som indsat i et lukket fængsel er det ifølge Søren Rønnehøj sparsomt med kontakt til andre. Det er strengt forbudt at røre en vagt, og kram og berøring er ikke hverdag.

Moderne Jesus

Jesper Birkler er fængselspræst og sjælesørger for de indsatte i Institution Enner Mark. Her omgås han de udstødte - dem de andre ikke vil lege med. Det er et meningsfuldt og udfordrende job i et barskt miljø, siger Jesper Birkler.
Han ved om nogen, hvor lidelsesfuldt det føles for den indsatte, når porten smækker i.
“Det er tabet af friheden, familien, børnene, venner og måske også arbejde og netværk. I fængslet rammer ensomheden, isolationen og den konstante kontrol og overvågning. Det er et kæmpe afsavn. Flere kæmper med ensomhed, lavt selvværd, skyld eller selvmordstanker. Det værste er, når jeg møder et menneske, der er visnet. Når håbet er væk,” siger fængselspræsten.
Han er den, der taler med den indsatte i fortrolighed. Præsten stiller eksistentielle spørgsmål om livet og håber at sætte et frø, der får den indsatte til at komme til en erkendelse og få andre værdier i livet.
Men ikke mindst er præsten den, der lytter. Det er vigtigt, mener han.
“Det er ofte en indsat siger 'tak, fordi du vil tale med mig'. Det er det ikke alle, der er vant til. Flere har en opvækst med vold og svigt. Jeg spørger dem om, hvad det vil sige at have et godt liv, at være et lykkeligt menneske, og hvad er det gode liv? Går noget op for dem, så ændrer de sig. Er håbet først ude, går det helt galt. Det hjælper at lægge planer for et bedre liv.”

Musik bag tremmer

Jeg bliver kraftedme så glad af at synge, sagde en indsat til Kirsten Saurus Mehlsen, der på sjette år er ansat som musikmedarbejder i Institution Enner Mark.
“Det er en ventil. En meget vigtig ventil for de indsatte,” forklarer hun.
I Kulturhuset i Institution Enner Mark har Kirsten musikundervisning og sine tre kor. Her finder de indsatte en oase med et glimt af frihed. Her er der nemlig ingen overvågningskameraer og ingen vagter, og Kirsten er ikke i tvivl om, at musik og sang gør en forskel. Musikken gør noget ved en og åbner op til det indre.
“Alene det at synge er grænseoverskridende. Det er det også, at stille sig op og synge sammen med andre. Især i et fængsel, hvor man er meget forsigtig med at smide sit 'panser'. Mange opdager, at de kan noget eller er dygtige til noget, måske for første gang i deres liv,” siger Kirsten.
Eksfangen Søren Rønnehøj brugte selv musikken i fængslet og holder efter løsladelsen foredrag sammen med Kirsten om betydningen af musik og sang bag tremmer. Både mens du sidder i fængslet og ikke mindst for livet bagefter.
“Du kan ikke synge og være sur samtidig. Du får glæden, og med glæden får du lyst til at gøre noget godt. Du får noget at tænke over, samtidig med at du bliver rørt. Sangen og musikken er både en livline og en døråbner. Jeg blev helt vild glad. Det ramte mig lige i hjertet,” siger han og fortæller, at det er meget grænseoverskridende.
“Jeg sad der mellem en morder, en narkobaron og en bandeleder, da Kirsten kom ind og spurgte efter mig: 'Er det dig, der gerne vil synge i kor?' Der var jeg så lille, jeg kunne ligge i en tændstikæske,” fortæller Søren.

Menneske først

Præsten, musikpædagogen og eksfangen mener ikke, det er luksus eller et ferieophold at sidde i et topsikret fængsel. De er også enige om, at det ikke vil gøre noget godt at lukke folk inde i et sort hul og smide nøglen væk.
“Hvad er det så for nogle mennesker, vi lukker ud igen,” spørger Søren Rønnehøj, der i dag arbejder som maskinarbejder.
For fængselspræsten er den indsatte først og fremmest et menneske.
“En dømt bliver straffet ved at miste sin frihed. De skal ikke også straffes ved at blive behandlet dårligt. Det er også et spørgsmål om resocialisering. De skal også ud igen og bidrage til samfundet. Hvis vi lukker dem inde i et mørkt rum i 10 år, hvad er det så, vi lukker ud igen,” spørger præsten og tilføjer, at det også kunne være mig eller dig, der ender i fængsel.
“Livet er som et skakbræt. Ingen undgår at træde på de sorte felter,” siger Jesper Birkler.