Mette spiste vreden væk

Der var gået ti dage af Mette Glargaards ferie, da hun vågnede op og tænkte "Øh, hov, den er der ikke længere. Den der sådan småirritede underlægningsmusik, der altid har været på mit liv".

Og ifølge forfatteren og foredragsholderen var det ikke Silicon Valleys solskin eller selskabet, der gjorde forskellen. Det var avocadoerne, hummusen, smoothierne og dadlerne, som veninden Hanne fyldte på tallerkenerne morgen, middag og aften.

"Altså, måske gør kød simpelthen noget ved os, så vi bliver rovdyr. Det lyder helt ekstremt, og jeg vil også sige, at jeg er jo ikke fanatisk, og jeg er ikke fortaler for, at folk skal leve på en bestemt måde 100 procent. Men man skal prøve det af og give sig selv mulighed for at prøve at lade være med at spise kød fuldstændigt i en periode og så se, om man bliver gladere af det. For tænk nu, hvis det virker", siger Mette Glargaard, som efter turen til USA sidste år besluttede sig for at omlægge sin kost for at holde vreden i maven på afstand.

En vrede, hun beskriver som en grundfølelse i kroppen, som summende sure opstød, man skal sørge for ikke eksploderer.

"Hvis jeg for eksempel var træt og presset, så skulle jeg være opmærksom på den og være på vagt, så det ikke var den, jeg talte ud fra. Så kunne jeg godt finde på at bide af folk og være kort for hovedet. Og jeg tror ikke, jeg tænkte over det så meget. Altså, i en alder af 48, har man jo vænnet sig til det i en grad, så man ikke tænker over det mere", forklarer hun.

Forkerte kys

Mette Glargaard har brugt mange år på at finde ud af, hvad hun skulle stille op med vreden.

Hun har været i terapi og har også selv uddannet sig til psykoterapeut. Hun mener selv, den blev grundlagt tilbage i barndommen, og at en stor del af den knytter sig til hendes far, skuespilleren Poul Glargaard.

"Jeg følte mig uønsket, og jeg blev opdraget til at være usynlig. I stedet for at gøre det, jeg gerne ville og var godt for mig, gjorde jeg, hvad min far ville, og hvad der var godt for ham".
Hun fortæller om fester i Grøften i Tivoli, hvor hun som 6-årig blev sendt rundt for at kysse mennesker, hendes far gerne ville i kontakt med.
"Så kunne han sige: 'Kan du se ham, der sidder derovre. Ham med skægget. Gå lige over og kys ham og så sig til ham, at din far simpelthen er så imponeret og bare lad som om, det er dig selv, der har fundet på det'. Hvis jeg var blevet opdraget sundt, så ville jeg have sagt: 'Du kan sgu da selv gå over og snakke med den mand, altså'. Men jeg gjorde det. Jeg havde det skidt med det, og jeg havde ondt i maven, ondt i brystet over at gå over og kysse en fremmed mand".

Den slags fortsatte op igennem teenageårene, indtil Mette Glargaard fyldte 19 og gjorde oprør ved at melde sig ind i en satanistisk kult.

"Der var jeg i halvandet år og boede ude på Amager med nogle andre mennesker på et lille værelse og tilbad Satan. Jeg var meget vred. Vi lavede ritualer og gik i skoven og talte om, at mennesker var dumme. Sådan er det jo, sådan noget kult-noget. Det giver ingen mening for andre end dem, der er i det", forklarer hun.

Kost mod mavesurhed

Siden har Mette Glargaard fundet andre meninger med tilværelsen og er ikke længere vred på sin far.

"Jeg er virkelig glad for at være mig, og jeg er virkelig glad for at have det liv, jeg har, og sådan ville det jo ikke være, hvis ikke jeg havde været datter af ham. Han lagde kimen til, at jeg kunne blive en, der kunne formidle til andre, at der er en vej ud. Alle mine bøger, alle mine foredrag, al min terapi. Altså, hele mit liv har jo handlet om at komme ud på den anden side af en dysfunktionel opvækst, og det er lykkedes. Og ikke alene er det lykkedes, men det er noget, jeg også har evnen til at formidle til andre og fortælle dem: Det her kan du gøre for at komme videre. De her skridt kan du tage. Det er i virkeligheden meningen med mit liv".

Den mening siger, at grøn kost gør kål på negative mavefornemmelser, og det er den, hun deler ud af i sin nye kogebog 'Mad der gør glad', hvor hun og fem andre kvinder har bidraget med opskrifter, der er renset for gluten, kød, sukker og mælkeprodukter. Hun forstår dog godt, hvis folk møder hendes kostfilosofi med skepsis.

"Det må de gerne, fordi jeg tror på, vi flytter os, når vi er klar. Så hvis der er nogen, der ser bogen og tænker, 'Gud, det ser spændende ud', eller 'jeg skal prøve bare en af de opskrifter', så er det jo godt. Og hvis de tænker 'ej, fuck, det der plantebaserede du, det gider jeg ikke. Det er fandeme for ekstremt til mig', så er det også fint. Vi skal virkelig turde at gøre det, som gør os glade, som giver mening", siger hun og påpeger, at målet ikke er at være glad hele tiden.

"Det er vigtigt at sige, jeg elsker min vrede, for den hjælper mig til at flytte mig fra de ting, der ikke er gode for mig. Men det er jo en hel anden type vrede, end den der, jeg har gået rundt og båret på, som var sådan en mavesurhed".