Krolfbane igen udsat for hærværk med smadrede flasker og bål-afbrænding
Smadrede flasker og bål-afbrænding har påny ramt krolfbanen i Smørum
"Det er bare så trist."
Jette Olsen, medlem af den lokale krolfklub i Smørum, lægger ikke skjul på sin skuffelse over endnu en hærværks-episode mod byens krolfbane.
Natten mellem onsdag og torsdag har én eller flere personer været inde på banen og tændt bål, smadrede flasker og efterladt glasskår rundt på banen.
"Det er ikke kun krolfbanen, som har været ramt af denne type vandalisering. Også petanquebanen har jævnligt besøg," siger Jette Olsen, som er klar til at invitere gerningsmændene på lidt krolf en onsdag aften.
"De personer, der dyrker denne form for adspredelse, kan jo komme herned og få en oplevelse af, hvordan man kan være sammen omkring mere positive aktiviteter," siger hun.
Det er langfra første gang, at Smørums krolfbane udsættes for hærværk. Tidligere blev nyplantede træer trukket op, mens der blev brændt paller af og efterladt tomme flasker.