Fortsæt til indhold

"Det er helt skørt"

Den nyåbnede forretning Ismageriet må ikke sætte et lysende skilt på facaden

Samfund
Signe Haahr Pedersen

Ismageriets nyåbnede butik på Søborg Hovedgade har en nøgen facade. Det skilt, som indehaver Kim Simonsen og driftschef Thomas Valentiner havde planlagt at sætte op, er nemlig ikke tilladt.
"Vi har fået afslag fra Gentofte Kommune, fordi neon er forbudt. Det har vi lidt svært ved at kapere", siger Thomas Valentiner.
Det var planen, at Ismageriets navn skulle stå med grønne bogstaver i lysende neon assisteret af en vaffelis med tre kugler i forskellige farver, men den stil stemmer ifølge planchef Michael Holst ikke overens med Gentofte Kommunes arbejde med at forskønne handelsstrøgene i kommunen.
“I dette arbejde er det blevet klarlagt, at lysende skilte - herunder neonskilte - ikke bør tillades. Skilte af den type vil være meget dominerende i byrummene, ikke harmonere med de fleste bygningers arkitektur, være til gene for naboer - og betyde at handelsstrøgene med tiden vil blive mindre attraktive”, siger han i et skriftligt svar og uddyber.
“Afslaget til det omtalte skilt for Ismageriet er givet, efter at sagen er vendt med Handelsstandsforeningen. Der ville formentlig også være givet afslag til et lignende skilt i de andre handelsstrøg i Gentofte Kommune, idet alle sager dog vurderes konkret”.
Denne beslutning stiller Thomas Valentiner sig dog uforstående overfor.
"Som ehvervsdrivende kører jeg rundt i kommunen og ser gigantiske Ikea-skilte, og så når vi vil lave noget, der er håndlavet og flot, så får vi blankt nej. Vi føler os låst og frustrerede over det", siger han.
I forhold til sammenligningen med Ikeas skilte siger Michael Holst.
“Butikscentret med IKEA har sin egen lokalplan 89, men skiltebestemmelsen er enslydende - altså at skiltning skal godkendes. Den oprindelige skiltning her er godkendt efter en helhedsplan i 1995 ved opførelsen – altså mange år før Byplanudvalgets drøftelser om retningslinjer for skiltning”, lyder det fra planchefen.
Hos Ismageriet er Thomas Valentiner ærgerlig over forbuddet mod neon. Han understreger, at skiltet kun vil være tændt i åbningstiden, og at det grønne neon er en del af butikkens identitet - det, der gør, at kunderne genkender Ismageriet.
"Det er helt skørt. Vi prøver jo bare at gøre det rigtig flot. Det, vi laver, er bygget til at blive stående".