Lones verden væltede - og så tog hun på 800 kilometer lang gåtur
Kulturhuset Birkelundgaard inviterer til foredrag med Lone Klint Grønbæk
Kulturhuset Birkelundgaard inviterer til en ”lille” travetur på 800 km. med Lone Klint Grønbæk.
En tur hvor der bliver rigeligt med muligheder for at tænke på egen eksistens og ind imellem også på, hvad der får en til at gå denne livsrejse.
Lone Klint Grønbæk besluttede sig for at gå de 800 km på Caminoen. Baggrunden er her:
Hendes mand fandt en anden efter 22 års ægteskab. Samtidig passede hun sin døende far og var bange for at miste sin søn, der lige var blevet indlagt med sprængt blindtarm.
Oven i alle disse udfordringer var Lone så stresset på jobbet, at hun hyppigt havde hjertebanken og hyperventilerede. En dag på vej hjem i bil fra skolen hvor Lone underviste, besvimede hun bag rattet, uden at der dog skete noget, fordi hun nåede at trække ind til siden. Lone var bevidstløs i fem timer og blev indlagt.
Lones far døde af sin sygdom, kort før Lone skulle opereres. Midt i sorgen over at miste ham, følte hun at tæppet var revet væk under hende.
”Så kom jeg i tanke om en gammel drøm – jeg ville gå pilgrimsruten (Caminoen) på 800 km til Santiago de Compostela, for jeg var nødt til at afsætte tid til mig selv. Det var vigtigt for mig med helt nye rammer og tid til kun at være mig,” fortæller Lone.
”Jeg købte en flybillet til Frankrig og en hjem fra Spanien fem uger senere, og så skulle jeg ellers ikke koncentrere sig om andet end at gå så langt, jeg orkede hver dag,” fortæller Lone, der altid har været glad for at gå ture og nu begyndte at gå sig i form til Caminoen.
Lone Klint Grønbæk kom hjem som et helt nyt menneske, siger hun: ”Jeg er ikke religiøs i traditionel forstand, men dog et troende menneske, og det gav mig bestemt også nogle åndeligeoplevelser at vandre den lange tur".
Foredraget med Lone Klint Grønbæk finder sted i stuehuset på Kulturhuset Birkelundgaard torsdag den 14.april kl. 19-21.