Alternativet vokser i Favrskov
32 medlemmer af parti vil stifte Favrskov-afdeling af Alternativet
En ny lokalforening bliver snart stiftet i Favrskov.
"Alternativet agter at stille op til kommunalvalget og med baggrund i resultatet til folketingsvalget, den medlemstilgang vi har haft også i Favrskov og ikke mindst partiets visioner, forventer vi at blive repræsenteret i byrådet," lyder det skråsikkert fra Jørgen Thiele, der indtil videre blot er menigt medlem, som alle andre i Alternativet.
"Vi har jo ikke et talerør i Favrskov, før vi har organiseret os og nu vil vi gerne have nogle aktiviteter op at stå. Vi vil ikke kun gøre klar til kommunalvalget og for den sags skyld også til folketingsvalget. Vi kan mærke, at der er en god energi lige nu," siger han.
Derfor afholder han og de andre medlemmer stiftende generalforsamling 28. januar i Sløjfen i Hadsten.
"Vi forventer at vælge en byrådskandidat i begyndelsen af 2017," fortæller Jørgen Thiele, der var en af de fire første medlemmer i Favrskov-området.
"Og vi har fået flere, der er endnu mere aktive, ombord så der er ressourcer og energi til at gøre noget mere," siger han.
I juni var der fire medlemmer af Alternativet i Favrskov, i oktober 20 og i december 32, fortæller Jørgen Thiele fra Hinnerup, der forventer at det tal vil vokse den kommende tid.
Medlemmerne kommer fra hele Favrskov, men med større koncentration i de tre store byer: Hammel, Hinnerup og Hadsten.