Her kommer der flere vuggestuepladser i Horsens
Lund og Højvang bliver de første steder, hvor nye vuggestuepladser etableres
Den store efterspørgsel på vuggestuepladser til de mindste borgere i kommunen fik før jul byrådet til at beslutte, at der skal etableres 100 nye vuggestuepladser i Horsens Kommune.
I første omgang kommer der 30 nye pladser i Lund og 30 nye pladser i Højvang i Horsens.
“Både Lund og Højvang er udbygningsområder for Horsens og det giver derfor god mening, at det er her, vi får etableret flere vuggestuepladser. Der er bevilliget penge til ombygning og udvidelse af de nuværende institutioner, hvor vi har mulighed for at udvide de fysiske rammer,” siger dagtilbudschef i Horsens Kommune, Anne Bust.
Mere natur til Lund-børn
I Lund Børnehus gør man plads til de 30 småbørn ved at etablere et såkaldt “ude-inde” hus til de to børnehavegrupper, der er i Lund Børnehus. De eksisterende børnehavelokaler bliver herefter indrettet, så faciliteterne passer til vuggestuebørn.
“Ude-inde”-huset bliver en selvstændig beliggende bygning, hvor en del vil være opvarmet, mens den anden del vil være isoleret men uopvarmet. “Ude-inde”-huset udvider daginstitutionens muligheder for natur og udeliv og giver en form for naturbørnehave i kendte omgivelser, samtidig med at man bevarer et mere traditionelt børnehavetilbud i den opvarmede del af huset.
Udvider på Nordrevej
Dagtilbud Højvang består i dag af to huse, nemlig Pyramiden og Fjordparken. Men snart vil der være tre huse i dagtilbud Højvang.
“I Højvang har vi muligheden for at istandsætte bygningerne på Nordrevej 16b, som tidligere har været brugt til at genhuse børnene fra daginstitution Dagnæs, mens der blev bygget nyt i Dagnæs,” fortæller dagtilbudschefen.
På Nordrevej bliver der 40 børnehavepladser og 15 vuggestuepladser. De 20 af børnehavepladserne bliver “flyttet” fra Fjordparken, så der fremover i stedet bliver plads til 15 vuggestuepladser i Fjordparken. Pyramiden vil fortsætte med 80 børnehavepladser og 15 vuggestuepladser, som institutionen også har i dag.
Fleksible pladser
“Vi ved endnu ikke, hvornår vuggestuepladserne i henholdsvis Lund og Højvang er klar, men jeg forventer, at bygningerne på Nordrevej kan tages i brug i løbet af foråret, og huset i Lund kan tages i brug lige efter sommerferien. Det er lederne i Højvang og i Lund, der sammen med medarbejdere og forældrebestyrelsen planlægger, hvordan den konkrete opstart og eventuelle omrokeringer af børnegrupper skal foregå, så der tages mest mulig hensyn til alle de involverede børn,” forklarer Anne Bust.
De resterende 40 ud af de 100 nye vuggestuepladser bliver fleksible og vil løbende blive taget i brug forskellige steder i kommunen.
“Allerede fra 1. februar er der brug for nogle af dem i Daginstitution Egebjerg og i Daginstitution Nim, hvor det samtidig er muligt med ekstra børn i bygningerne. De fleksible pladser skal kunne bruges som buffer for pasningsgarantien, og derfor nedlægges de igen, når der ikke er brug for dem - for at de kan bruges i andre områder med stigning i børnetallet,” lyder det fra Anne Bust.