Fortsæt til indhold

Kvinden bag alletiders kogebogs-succes runder 90

Hanne Flensborg Thomsen, Hørsholm, er kendt for sin mange mad- og kogebøger, ikke mindst klassikeren "God mad, let at lave", men hun er også kendt for et stort frivilligt og socialt arbejde. Torsdag fejrer hun fødselsdag

Samfund
Morten Timm

På torsdag den 7. januar fylder Hanne Flensborg Thomsen, Hørsholm, 90 år.
Efter et langt arbejdsliv som chef for Brugsens Prøvekøkken var Hanne Flensborg i mange år formand for Rungsted Sogns Menighedspleje og sideløbende hermed medlem af bestyrelsen for Frivillig & Selvhjælp Hørsholm.
I 2011 modtog hun prisen 'Årets Frivillig' i Hørsholm.

Succesfuld kogebog

I 40 år var Hanne Flensborg Thomsen redaktør af "God Mad, let at lave", en af Danmarks mest succesfulde og brugte kogebøger.
Huner uddannet husholdningslærer fra Suhrs Seminarium og har været leder af FDBs prøvekøkken (det første af slagsen i Danmark). Her udgav hun en lang, lang række koge-, bage- og frysebøger, der blev solgt i alle landets Brugser.
De blev en kæmpe succes, da de både henvendte sig til børn, unge og voksne (af begge køn)
Endvidere er Hanne Flensborg Thomsen medlem af Danske Madpublicister.
Læs også: Sejlivet klassiker har lært danskerne at lave mad igennem 40 år

At rejse er at leve

Men livet har været andet end mad for Hanne Flensborg Thomsen. Hun elsker at rejse og trave i bjergene og har besøgt så fjerne steder som Guatemala, Japan, USA og ikke mindst i Nepal, hvor hun med sine egne sherpaer og kok flere gange har foretaget lange og spændende bjergvandringer.
Endelig forlyder det, at hun er en fantastisk værtinde, og et utal af gæster har i tidens løb haft skønne mad- og menneskelige oplevelser i huset på Erantisvej 10.
Og det vil kunne opleves igen på hendes 90 års fødselsdag, hvor hun holder åbent hus i hjemmet fra kl. 14-17.