Kig ind til mig i lydstudiet
Den kendte rapper er ved Ungecentret indtil fredag, hvor alle unge kan komme forbi og lave musik
Drømmer du om at lave noget fed musik? Men mangler måske lige nogle tekniske færdigheder?
Så er der i øjeblikket en alletiders chance for at komme til at leve musiker-drømmene ud.
Ved Albertslund Ungecenter er opstillet et lydstudie, og her er den kendte rapper Al Agami at finde hver eftermiddag frem til på fredag.
"Der er mange unge, der hører en masse rap, og som gerne selv vil prøve sig af. Jeg hjælper lidt på skrive-siden", fortæller Al Agami.
Sammen med musikeren Fouli og et projekt der kalder sig Turning Tables er planen at arbejde med marginaliserede unge i Albertslund. Det sker gennem et mobilt lydstudie på en tre måneder lang danmarksturné, som starter i Albertslund.
Projektet er målrettet nogle af de mest udsatte grupper i Danmark; unge hjemløse i Århus-området, uledsagede unge flygtninge i et asylcenter på Ærø samt unge i udsatte boligområder i Albertslund.
”Vi ser mange unge i Albertslund, som har svært ved at tilpasse sig. De oplever sjældent at blive hørt og føler sig koblet af samfundet. Derfor ser vi et stort potentiale i at besøge Albertslund. Projektet kan give unge mulighed for at komme til orde og udtrykke sig kreativt gennem musik og indgå i nye sociale sammenhænge. Det kan være med til at vise en ny vej frem og give dem en tro på, at de har noget at byde på,” siger Åsmund Boye Kverneland, projektleder i Turning Tables Danmark.
Container Lab'et er det første af sin slags i verden. Bygget i en gammel skibscontainer med separat vokal-indspilningsboks, produktionsområde, optimale akustikforhold, energiselvforsyning og forskellige muligheder for at interagere med sine omgivelser.
Da avisen kiggede ind mandag eftermiddag, var der allerede en håndfuld nysgerrige unge i fuld sving med at snakke om musik med Al Agami og de øvrige folk omkring lydstudiet.
"Jeg vil gerne lave noget til YouTube", fortalte en af dem, Kewin Gøktepe.