Så stor er ekstraregning for sygedagpenge og flygtninge
Hørsholm Kommune skal dække merforbrug på 9,8 millioner kroner
Udgifterne til sygedagepenge og flygtninge har i de seneste år kun haft en retning. Og det er op.
Stigningen har været så stor, at det i det seneste har udløst et merforbrug på 9,8 millioner kroner hos Hørsholm Kommune. En voldsom overskridelse, erkender Henrik Klitgaard (R), viceborgmester og formand for Erhvervs- og beskæftigelsesområdet.
"Ikke mindst er der tale om en overraskende og voldsom stigning af sygedagpenge," oplyser han.
Her har Hørsholm Kommune alene i 2015 udbetalt 2,7 millioner kroner mere i sygedagpenge end forventet.
"Det er tal, der kommer bag på os. Og vi kan ikke give nogen forklaring på stigningen," siger Henrik Klitgaard til Ugebladet Hørsholm.
Kommunens udgifter til introduktionsprogram og -ydelse for flygtning gav sidste år et merforbrug på 3,2 millioner, men det var ifølge udvalgsformanden mere forventet på grund af den store flygtningestrøm - og et problem, som de fleste kommuner sidder med.
Længere tid på dagpenge
Den sidste del af merforbruget på 9,8 millioner kroner skyldes primært en omlægning af refusionsordningen mellem stat og kommunen på dagpengeområdet. Et sammenfald af flere omstændigheder", forklarer Henrik Klitgaard.
"Jo, længere tid folk er på dagpenge, jo mindre refusion får kommunen. Og det har ikke været muligt for os at forudse, at flere borgere har været længere tid på dagpenge end tidligere," fastslår erhvervs- og beskæftigelsesformanden.
I det hele taget er det udgiftsområder, som er meget svære for Hørsholm Kommune at styre.
"Der er jo tale om lovbundne områder og derfor svært styrbare for os. Og vi kan jo ikke stoppe med at udbetale penge, som folk har krav på," fastslår den radikale politiker.
Fremadrettet vil Hørsholm Kommune kigge nærmere på de pågældende budgetter, og ifølge Henrik Klitgaard er man politisk klar til at tilføre området tre ekstra millioner, så man ikke havner i samme situation næste år.