Fortsæt til indhold

Thors tænder må vente mindst to år

En ekstremt lang venteliste gør, at der kan gå lang tid, før 15-årige Thor Verhoef kan få bøjlehjælp

Samfund
Danni Paulsen

To til to et halvt år. Så længe må Thor Verhoef vente på at få behandling for sit tandproblem, der sandsynligvis skal afhjælpes med bøjle.
Sådan lød meldingen for halvanden måned siden, da han hos skoletandlægen fik tjekket mundtøjet af en specialtandlæge. Og samme melding fik hans mor skriftligt, da hun skrev til Tandreguleringscenter Fyn, der skal stå for behandlingen.
”Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe og skriver i min vrede til borgmester Anker Boye. Han sender den videre til Susanne Crawley (børn- og ungerådmand, red.), som svarer hurtigt og professionelt, at de beklager, at ventetiden er så lang, og at Thor kan blive tilbudt en midlertidig lindring for smerterne,” fortæller Lena Verhoef.

LÆS OGSÅ:
Sekretariatschef om urimelig ventetid: "Det her kan ingen være tjent med"

Tygger med kindtænderne

Smerterne og generne oplever Thor, når han skal spise noget, der er lidt hårdt.
”I går var det virkelig irriterende. Der var min gane helt svulmet op. Jeg spiser for eksempel sjældent gulerødder, fordi det gør ondt og bagefter føles, som om jeg kan trække tænderne ud. Jeg er i hvert fald nødt til at gnave fra siden af,” siger Thor, der har vænnet sig til at spise med kindtænderne, og fortæller videre, mens han peger på en fortand i undermunden, som rammer tandkødet i overmunden:
”Den går ind bag mine fortænder og rammer gummen bagved, når jeg bider sammen.”
Han ved ikke helt, hvad han skal mene om tilbuddet om en midlertidig løsning. Han vil bare gerne have det hele overstået hurtigst muligt.
”Det skal bare ordnes, så jeg kan komme videre med et pænt gebis. Jeg gider ikke stå med bøjle på som 20-årig. Det er dér, der kommer damer på,” griner han.

LÆS OGSÅ:
Sekretariatschef om urimelig ventetid: "Det her kan ingen være tjent med"

“Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe,” var Lena Verhoefs reaktion, da hun fik at vide, at sønnen måske skulle vente to et halvt år på behandling.

Ekstrem venteliste

Thor Verhoefs situation er desværre slet ikke enestående. Faktisk er han ifølge Odense Kommune blot én ud af cirka 1.250 børn, der lige nu står på venteliste til behandling hos Tandreguleringscenter Fyn, der blot har seks specialtandlæger til at tage sig af de mange børn.
Antallet af børn har hobet sig op, siden centeret på Grønløkkevej så dagens lys 1. januar 2015 som et fælleskommunalt samarbejde mellem de fem fynske kommuner Nyborg, Nordfyn, Kerteminde, Faaborg-Midtfyn og Odense, hvis ortodontiske services blev sammenlagt.
”Både kommunen og tandlægerne er klar over problemet. Alle, jeg har snakket med, tager det seriøst og er søde og professionelle mennesker, der bare står i en rigtig træls situation. Det er fuld service hele vejen rundt, så jeg kan ikke rigtig blive gal, men jeg sidder alligevel og er ked af situationen og synes ikke, det er okay, at der kan gå så lang tid, før min søn får hjælp,” fortæller Lena Verhoef, der tager imod tilbuddet om en midlertidig løsning, men som ikke har tænkt sig, at Thor skal vente op mod to et halvt år på den rette behandling.
”Det er helt sikkert. Nu må vi kigge på alternativer, som måske at få pengene, kommunen har afsat til Thors behandling, til den private sektor eller en kommune på den anden side af Lillebæltsbroen. Vi kører gerne langt. Jeg aner ikke, hvad der kan lade sig gøre, men vi venter altså ikke så længe,” slår hun fast, og pointerer samtidig, at det måske ikke er alle familier, der har mulighed for at gøre som Familien Verhoef:
”Vi er selvfølgelig enormt trætte af det her, men jeg tænker også på, hvad andre familier, der står i samme situation, gør. Om de har overskud til at tage kampen, eller og om de måske bare accepterer den lange ventetid? Sådan skal det jo bare ikke være.”