Fortsæt til indhold

Otte ud af ti kører ulovligt

Lidt over 40 procent kører for hurtigt og i hvert fald 80 procent af bilerne må slet ikke køre der, viser undersøgelse. Sådan er dagligdagen på Maglehøjvej

Samfund
Jesper Kappel

Der bliver kørt for stærkt og ulovligt på villavejen Maglehøjvej i Frederikssund. Det fortæller beboere fra vejen til Lokalavisen.
"Det er nok sandsynligt, at over 50 procent, hvis vi ser på en hel dag, kører ulovligt og for stærkt," siger Michael Andersen, der bor på vejen sammen med sin kone og børn.
Opråbet fra beboerne på Maglehøjvej kommer efter, at Lokalavisen har fortalt om en underskriftsindsamling for at få vejchikaner sat op på Stagetornsvej. Til Lokalavisen har Rasmus Kalle Saaby fortalt om, at der bliver kørt så stærkt på Stagetornsvej, at nogle af beboere på vejen er bange for, at lade børnene færdes på gaden.
Sådan har man det også på Maglehøjvej.
"Jeg lader ikke mine børn krydse vejen alene. Det vil jeg ikke have," fortæller Michael Andersen.

Trafiktællinger

Frederikssund Kommune har lavet to trafiktællinger - en i november sidste år og en i marts og april i år. I en mail fra Frederikssund Kommune skriver kommunen til beboerne, at ud fra trafiktællingen i november så er der ingen grund til at etablere chikaner, lave "Legende Børn"-zone eller lukke Maglehøjvej. Kommunen og politiet mener ikke, at vejen er egnet til at blive "Legende Børn"-zone eller til at blive lukket.
Når det gælder hastigheden, så skriver kommunen i svaret, at 15 procent af bilisterne kørte stærkere end 44,5 kilometer i timen, og de resterende 85 procent kørte langsommere end 44,5 kilometer i timen. De mener, at resultatet er pænt, når den gældende hastighedgrænse er 50 kilometer i timen.

30 kilometer i timen

Sådan ser beboerne ikke på resultatet. Det er rigtigt, at der er en hastighedsgrænse på 50 kilometer i timen, men samtidig er der ved indkørsel til området skiltet med en anbefalet hastighed på 30 kilometer i timen. Der er mange skolebørn, der benytter vejen, og dette kombineret med et skarpt sving og parkerede biler gør, efter beboernes mening, at 44,5 kilometer i timen er alt for hurtigt. Og derudover er der også sat skilte op om, at kun folk, der har et ærinde på vejen, må køre der - altså gennemkørsel er ikke tilladt.
"Det sidste bliver ikke overholdt. Det kan man jo se, når man står og arbejder med noget i haven," siger Finn Wöhliche, som også bor på Maglehøjvej. Han fortsætter:
"Hvis man siger det til folk, at de ikke må køre her, ja så bliver man ofte overfuset af dem eller truet. Når det er sagt, ja så er der også folk, der forstår det og undskylder, at de ikke har set skiltene," fortæller Finn Wöhliche.

Beboernes resultater

Beboerne har set på begge trafiktællinger fra kommunen og tilladt sig at lægge dem sammen. Ud fra det får de et resultat, der siger, at 58 procent kørte op til 30 kilometer i timen, mens resten nemlig 42 procent kørte over 30 kilometer og dermed mere den anbefalede fartgrænse, som er skilte om i området.
"Vi har også selv lavet en uofficiel tælling af trafikken på vejen - to gange om morgenen og to gange om eftermiddagen - og der er det altså, vi får resultater, som viser, at mellem otte og ni ud af 10 biler laver gennemkørsel, selvom det er forbudt," fortæller Michael Andersen.

Nu skal der ske noget

Beboerne er pænt trætte af situationen.
"Folk er ligeglade med de skilte, der står her. Nu har de stået her i 20 år, og de bliver stadig ikke respekteret," siger Finn Wöhliche.
"Sådan som vi ser det, er løsningen, at vejen bliver lukket, eller der kommer en lovpligtigt fartgrænse på 30 kilometer i timen eller vejbump," slutter Finn Wöhliche.