De lytter, men hører de også?
Borgermøde-deltager Thomas Weichel: “Hørsholm skal være en fremgangskommune i integration”
Thomas Weichel, der bor i Bakkehusene tæt på området i forlængelse af Ådalsvej i Hørsholm, kom sammen med over 200 andre til borgermøde onsdag aften for at få afklaring. Blandt andet om sin bekymring, om et større antal flygtninge i et lille område kan sikres en god integration.
“Jeg oplever en politikervilje til at lytte. Jeg er mere bekymret for, om de også hører, hvad der bliver sagt,” sagde Thomas Weichel efter mødet.
Forstår udfordringen
Han mente, at der kom der kom mange gode forslag.
“Og jeg håber, at politikerne nu vil tænke ud af boksen for at sikre en god integration. Vi er udfordret. Det har jeg forståelse for. Men jeg ønsker, at Hørsholm Kommune skal være en fremgangskommune i integration”.
For stor koncentration
Thomas Weichel kom til mødet med den holdning, at han er modstander af at placere mange flygtninge på ét sted i et yderområde i kommunen.
“Det tror jeg ikke er godt, når alt andet viser, at det er bedst at fordele dem rundt omkring i kommunen. Jeg vil gerne høre mere om, hvad planen er,” lød det fra Weichel før borgermødet blev skudt i gang.