Fortsæt til indhold

Her overraskes lærer på sin ALLERSIDSTE skoledag

75-årige Irene Beer vidste ikke, at hun skulle i avisen

Samfund
Finn Due Larsen

Der var for en gangs skyld ikke undervisning, men brunch-hygge og afslappet feriestemning i klasselokalet hos 6.x. på Herstedvester Skole, da døren torsdag formiddag pludselig gik op.
Ind kom avisens udsendte, sammen med lærer Mogens Abrahamsen, og missionen var klar:
Irene Beer skal overraskes på sin sidste skoledag.
Det var vel at mærke ikke bare den "normale", sidste skoledag inden sommerferien. Men den allersidste.
Efter 45 år i det kommunale skolevæsen takkede den 75-årige skolelærer af, for at gå på pension.
"Jeg blev virkelig overrasket", griner Irene Beer, og dermed var planen sådan set lykkedes.
En plan udtænkt af familie, kolleger og elever, om at den populære lærer skulle have en "surprise" på den sidste dag.
"Ja, nu må det være slut. Jeg har søgt om opsat pension nu i 10 år, så nu går den ikke længere", griner hun igen.
Skulle man være i tvivl om at hun er afholdt, fejes den væk, når man ser eleverne omkring hende. Der bliver slået ring om læreren, og der falder mange positive ord af:
"Hun er sej. Hun er virkelig god til at lære os matematik", lyder det fra en.
"Hun er aldrig skrap. Kun hvis man er rigtig irriterende", lyder det fra en anden.

Læs mere om Irene Beers sidste skoledag senere i Albertslund Posten.

Hun er sej!, lyder skudsmålet fra 6.x. om den 75-årige Irene Beer.