Kinesisk nytårsshow med musik, dans og kungfu
Det kinesiske nytår fejres med et gratis nytårsshow på Horsens Ny Teater
Horsens er en af fem danske byer, der i anledning af det kinesiske nytår får besøg af den kinesiske performancegruppe Henan Art Troupe, der stammer fra provinsen Henan i det centrale Kina.
Truppen har et særligt fokus på traditionel kinesisk kampsport, og der venter en række kungfu-indslag i showet. Der er også sang, musik og dans i løbet af det fem kvarter lange show, som er formidlet af den kinesiske ambassade i København.
Kinesisk kampsport har en mere end 4000 år lang historie bag sig, og netop i Henan-provinsen findes Shaolin-templet, som er berømt for sin kampsporttradition og udnævnt til Unesco Verdenskulturarv. Ifølge arrangørerne kan publikum se frem til en 'sceneoptræden ud over det sædvanlige med storslået musik, farvestrålende kostumer og et fantastisk spændende indblik i kinesisk kampkunst og kulturarv'.
Henan Art Troupe optræder på Horsens Ny Teater søndag den 24. januar klokken 16. Der kan bestilles gratis billetter på horsens.dk/kinesisknytaar eller afhentes i Horsens Ny Teaters billetsalg fra den 8. januar. I tiden omkring nytårsshowet vil der desuden være udstilling og aktiviteter i Kuben i Horsens og på Horsens Bibliotek.
Horsens Kommunes kulturafdeling er tovholder på den kinsesiske gruppes besøg.