Rådgivningsfirma får psykisk sårbare i job
Virksomheden CM rådgivning fik mandag overrakt Rudersdal Kommunes erhvervspris inden for kategorien 'Årets sociale profil'
Mentorordninger og skræddersyede, individuelle forløb til psykisk sårbare personer gør en stor forskel, når disse borgere skal integreres på uddannelses- eller jobmarkedet. Det har Birkerød-virksomheden CM Rådgivning bevist, og for netop det arbejde fik de mandag overrakt Rudersdal Kommunes erhvervspris.
Det er kommunens Erhvervs- og Vækstråd, som i enighed har besluttet, at virksomheden er den rette modtager.
Virksomheden har nemlig stor succes med deres forløb. Således er hele 84 procent af de borgere, der har gennemgået et forløb hos virksomheden, efterfølgende kommet i arbejde. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.
"Jeg er glad for, at vi i Erhvervs- og Vækstrådet giver erhvervsprisen til CM Rådgivning. Virksomheden har den helt rette tilgang til opgaven med at få sårbare borgere i uddannelse eller ind på jobmarkedet, hvilket deres resultater med alt tydelighed viser," forklarer borgmester og formand for Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd, Jens Ive (V).
CM Rådgivning blev valgt i et stærkt felt blandt 11 andre indstillede kandidater. Prisen består af en indgraveret messingplade, 10.000 kroner til et personalearrangement og et digitalt logo.
/adk