Kræftramt borgmesteren er opereret rask og ved godt mod

“Det er vigtigt for mig at få fortalt, at jeg ikke er syg. Jeg har ikke kræft længere. Jeg er blevet opereret rask og er nu i efterbehandling.”
Sådan siger Lyngby-Taarbæks borgmester, 37-årige Sofia Osmani, i den indledende samtale til det interview, hun har med Det Grønne Område.
Der er gået rundt regnet fire måneder, siden Sofia Osmani opdagede en knude i sit venstre bryst, og nu er hun klar til at tale offentligt om det, der rystede hende i hendes grundvold.

Den ubetinget hårdeste tid

To uger efter hun opdagede knuden, blev hun opereret. Men først 10 dage efter operationen fik hun endeligt at vide, om kræften havde spredt sig.
“Når jeg ser tilbage på det forløb, jeg har været igennem, er der ingen tvivl om, at den hårdeste periode rent mentalt var, fra jeg fik at vide, at jeg havde en kræftknude i brystet og, til jeg to uger senere havde det endelige svar på, om den var fjernet – og om der var spredning,” fortæller Sofia Osmani, der er mor til to piger på syv og ni år.
“Det er ubetinget den hårdeste periode, for du ved ikke, om du er købt eller solgt. I det forløb er det helt fantastisk, at Kræftens Bekæmpelse har et tilbud, hvor man kan komme til at snakke med en professionel, så man kan få sat ord på de tanker og de følelser, som jeg tror, at alle, der får den besked, vil sidde med.”

Tumler med store tanker

Hos Kræftens Bekæmpelse på Nørgårdsvej fik Sofia Osmani rådgivning af psykologen Ulla Viffeldt Smistrup.
“Ud over at få sat ord på de tanker og følelser, der går igennem hovedet på én, brugte jeg Ulla til at få sparring på, hvordan man på en god måde kan inddrage sine børn i det her.Når man går og tumler med nogle store tanker, og ens børn ved, at man skal opereres, så er man nødt til at være ærlig over for dem. De kan jo mærke det alligevel. Hvordan gør man det på den gode måde, så man informerer dem nok til, at de er trygge, men ikke så meget, at de bliver utrygge?
Det var rart at kunne få vendt det med en professionel og lige få en melding på, om det, vi gjorde, var helt ved siden af. Det var det heldigvis ikke.”

Kan sagtens grine af det

Sofia Osmani har været åben over for døtrene, har inddraget dem - og har også grinet sammen med dem.
“Mine piger har faktisk taget det her rigtig pænt. De er på ingen måde blevet indadvendte eller mor-syge. Jeg tror, at det er, fordi de ser mig, som de plejer. Jeg går stadig på arbejde, de har legeaftaler, og jeg henter dem fra skole. Det må ikke blive et tabu. Det er vigtig for mig, at man kan tale åbent om sygdom – særligt en sygdom, der rammer et sted imellem hver 9. og 10. kvinde. Derfor har det også været vigtigt for mig, at deres lærere og forældrene til de kammerater, de leger meget med, har vidst det fra starten. “
- Er der plads og overskud til at grine af tingene, selv om baggrunden er alvorlig?
“Ja. Det kan jeg sagtens med børnene - og også med andre. Jeg kan faktisk godt joke med det. Man har to valgmuligheder: Man kan sidde ned og tude over det, eller man kan prøve at se det fra den lyse side. Jeg prøver det sidste. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg synes, at det er noget lort, men i det store og hele kan jeg faktisk godt joke med det.”

Opereret rask

10 dage efter operationen, kom der ro på.
Her fik Sofia Osmani den besked, at hun var opereret rask, og at kræften ikke har spredt sig.
Og nu er Sofia Osmani mere end halvvejs i det forebyggende kemoforløb, som følger efter operationen og varer i 18 uger efterfulgt af strålebehandling.
“Behandlingen påvirker selvfølgelig hverdagen, men bivirkninger har heldigvis ikke været værre, end at jeg kan gå på arbejde,” fortæller hun.
“Jeg kan ikke lægge helt den energi i jobbet, som jeg plejer, og som jeg helst vil. Heldigvis er det kun i en kort periode. Både mine kollegaer i kommunalbestyrelsen, medarbejderne og andre, jeg har arbejdsmæssige relationer til, har udvist stor forståelse for situationen - for eksempel, når jeg har måtte flytte rundt på møder og aftaler eller har været lidt længere om at svare, end jeg plejer.
Og så har særligt viceborgmestre og udvalgsformænd været flinke til at træde til de enkelte gange, hvor jeg på grund af behandlingen har været forhindret i at deltage i et møde eller et arrangement. Den opbakning er selvfølgelig jeg rigtig glad for.”

En vigtig sag

De mange besøg på Herlev Hospital forventes afsluttet i oktober forklarer hun - og fortæller, hvorfor hun gerne vil tale om forløbet nu.
“Jeg synes, at det er en vigtig sag, og det er jo også en mulighed for at bakke op om det arbejde, Kræftens Bekæmpelse udfører. Samtidig sætter behandlingen nogle synlige spor. Jeg ser lidt mere træt ud end ellers. Bryn og vipper er der endnu, men de er noget forpjuskede. Og så er håret for en stund udskiftet med en paryk. Rigtig mange ved godt, at jeg har haft brystkræft og er i efterbehandling, og så vil jeg hellere være åben omkring det. Langt hen ad vejen er det jo mindre dramatisk, end man kunne forestille sig. “

Det skal tages alvorligt

Sofia Osmani er ikke i tvivl om, at hun er sluppet forholdsvis heldigt, fordi hun opdagede kræftknuden hurtigt - og handlede med det samme.
“Nu er brystkræft alt andet lige en af de kræftformer, som de er allerbedst til at helbrede, og som har rigtig gode udsigter. Men selvfølgelig er det ikke alle, der er så heldige som mig. Jeg kan kun opfordre til at mærke efter og reagere, hvis man har den mindste mistanke. Der jo en grund til, at man har indført kræftpakkerne: Hurtig indsats virker.”

Taknemmeligheden

Men har diagnosen, tankerne, følelser, forløbet og alvoren fået Sofia Osmani til at se anderledes på tilværelsen og sig selv?
Er hun blevet ‘et nyt og bedre menneske'?
“Som de fleste andre, der har sådan en oplevelse, er jeg meget bevidst om, at man skal leve livet her og nu – og ikke udsætte sine drømme til en fjern fremtid.
Nu er jeg så heldig, at jeg allerede gør det, jeg gerne vil. Jeg har en mand og to dejlige, sunde og raske børn, som jeg elsker. Jeg har det job, jeg allerhelst vil have i hele verden. Jeg bor i et dejligt hus i en dejlig kommune. Jeg har gode venner. Jeg har en familie, som bakker op omkring mig.
På den måde er jeg ufatteligt privilegeret som menneske, og derfor er der ikke noget, jeg grundlæggende vil gøre anderledes, fordi jeg har stået i denne her situation. Jeg havde i det hele taget helst været oplevelsen foruden. Brystkræft var helt klar ikke på listen over noget, jeg gerne ville nå at opleve, inden jeg fyldte 40,” slutter Sofia Osmani.