Fortsæt til indhold

Studerende hjælper busselskab med at spare tid

Fire datamatiker-studerende har fundet på en tidsbesparende løsning til Fynbus

Samfund
Arkiv

Fire datamatiker-studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt har i et eksamensprojekt udviklet en tidsbesparende løsning til FynBus Flextrafik, der skal hjælpe FynBus Flextrafik i deres udbudsrunder.

“Den normale arbejdsgang for håndtering af udbud har bestået af en manuel sortering, som har taget FynBus 1-3 uger at udføre. Med vores eksamensprojekt har vi fået udarbejdet et system, der kan klare en stor del af denne sortering på 5-10 sekunder, hvis ikke der opstår nogle konflikter,” siger Jonathan Nyrup Dyrholm, som sammen med Julie Sindhu Jørgensen, Jakob Jespersen og Rune Mark Rasmussen alle har fået et 12-tal ved eksamensbordet for projektet.
logy

Hos FynBus har de været meget tilfredse med samarbejdet.

“Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med de studerende, idet de viser en glimrende forretningsforståelse, initiativ og engagement, hvilket efter min vurdering er årsagen til, at løsningen ser ud til at løse FynBus Flextrafiks behov i forbindelse med at få tildelt kontrakter til entreprenører, der vinder de enkelte såkaldte garantivogne,” siger projektleder Michael Dydensborg fra FynBus.

Den 23. juni skal de fire studerende præsentere deres løsning for flere repræsentanter fra FynBus Flextrafik. I den forbindelse skal det drøftes, hvordan FynBus og de studerende eventuelt kan arbejde videre med løsningen.

“Vi håber, at vi får mulighed for at arbejde videre med FynBus. Med projektet har vi set, hvordan teorierne virker i praksis og samtidig prøvet at arbejde med en virkelig problemstilling, der afspejler det, vi skal arbejde med, når vi er færdige,” slutter Jonatan.