Fortsæt til indhold

Kører for 11-årige Lotus

Søndag kommer hele Frederikssund til at dufte af benzin og genlyde af brølende motorer

Samfund
Arkiv

Bilisterne må væbne sig tålmodighed, hvis de vil bevæge sig ud på søndagstur i Frederikssund kommune den kommende weekend.
Søndag bliver vejene nemlig fyldt godt op af formentlig flere end 300 bikere, der mødes for at vise deres modstand mod mobning.
Bikerne har valgt Frederikssund som mål for arrangementet for at vise deres støtte til 11-årige Lotus, der igennem flere år var udsat for så massiv, mobning, at en kommunal sagsbehandler angiveligt anbefalede, at hun ikke kom i skole, før de væreste mobbere var fjernet fra skolen.
Dét betød 3 måneder uden skole for den i forvejen fagligt udfordrede pige.
De mange motorcyklister mødes søndag klokken 11:15 på Shell-tanken på Frederikssundsvej i Ølstykke. Herfra går turen Til Frederikssund, hvor Lotus får en tur på bagsædet rundt i hele kommunen - i spidsen for 300 motorcyklister, der ankommer til Torvet klokken 13.
"Der kommer folk fra hele landet. Tanken er, at man også prøver at få et samarbejde med mobbeofrets skole, så der måske kan komme 20-30 bikere ud og fortælle om venskaber. Det har Lotus' skole ikke ønsket, men for os er det vigtigt at fortælle og vise Lotus, at nu bliver hun en del af et fællesskab med 8.000 bikere, hvor vi altid passer på hinanden, og hvor hun kan føle sig hjemme, uanset hvor hun er," fortæller Per G. Neergaard fra MC Mod Mobning.