Nu har Kawa fået sin kone familiesammenført
Kawa Lassen og hans kone Elham er nu forenede og lykkelige sammen i Horsens
Lokalavisen skrev i efteråret flere artikler om den irakisk-kurdiske flygtning Kawa Lassen fra Horsens. Han sultestrejkede i næsten en måned foran Udlændingestyrelsen i København i desperation over, at det trak ud med at få familiesammenføring med sin kone Elham Ebrahim, der befandt sig i det krigshærgede Kobane-område i Syrien.
I dag er desperationen vendt til glæde og lykke. Den 17. marts i år fik Kawa bevilget familiesammenføring, så han den 23. april kunne modtage Elham i Københavns Lufthavn.
“Jeg er meget glad og vil gerne takke Venligboerne, min advokat og Lokalavisen, der har hjulpet os. Mange tak til Danmark for at vi nu er sammen,” siger Kawa.
Kawa og Elham bor sammen på et værelse i et bofællesskab i Horsens, hvor de deler køkken og bad med seks andre. Kawa har boet på værelset i to år for at bo så billigt som muligt, men den 1. juli flytter parret ind i en 3-værelses lejlighed.
Under sultestrejken arbejdede Kawa som bager i Bilka i Horsens, men siden marts har han arbejdet i opskæringen på Danish Crown i Horsens.
Lykkemåned
“Vi elsker marts måned. Vi blev gift i marts (2015), og jeg fik arbejde og familiesammenføring i marts,” fortæller Kawa med et bredt smil og tilføjer, at han oven i købet også sluttede med at ryge i marts i år efter 19 år som ryger. Elham er begyndt at gå på sprogskole i Horsens og håber med tiden at få arbejde som frisør eller lærer, som hun har erfaring med fra Tyrkiet og Syrien.
“Jeg er glad for dig og Danmark. Det er godt at være her. Menneskerne er glade, og det bliver jeg glad af,” siger Elham henvendt til Kawa.
Han fungerer som oversætter for Elham i interviewet med Lokalavisen, der foregår i køkkenet i bofællesskabet, som det lykkelige par nu fraflytter for at skabe sig en tilværelse sammen i deres egen lejlighed.
“Vi vil gerne have børn sammen,” kommer det med smil fra dem begge.