Fortsæt til indhold

Udlændinge står i kø for at lære dansk

Samfund
Arkiv

I år har Sprogcenter Midt i Horsens modtaget dobbelt så mange tilmeldinger til sin sommerskole som i fjor. Næsten 200 kursister har meldt sig til ekstra danskundervisning fra den 4. til den 20. juli. Sidste år var tallet 92.
“Når næsten 200 kursister vil bruge tre uger af deres sommerferie på at sidde på skolebænken, bekræfter det endnu engang deres høje motivation. Vi taler om 65 lektioner samt eventuelt også hjemmearbejde. Det hører også med, at cirka 40 af kursisterne ikke er fra Horsens, men til daglig går på Sprogcenter Midt i Silkeborg, Skanderborg eller Odder,” siger Stinne Wessberg i en pressemeddelelse fra Sprogcenter Midt.
Hun er afdelingsleder for DU3 i Horsens. De mange kursister er fordelt på otte hold på tre forskellige niveauer afhængig af danskkundskaber. Sommerskolen afsluttes med en evaluering af alle kursisterne.
Det er femte gang, Sprogcenter Midt i Horsens afvikler sommerskole i ferien. Interessen har været støt stigende fra år til år.