Bedre arbejdsvilkår skal tiltrække lærere
Det er blevet sværere at finde kvalificerede lærere til kommunens folkeskoler. Flere penge skal give nye muligheder
Over det meste af landet løber kommunerne ind i store vanskeligheder, når der skal ansættes nye lærere.
Kort før nytår fortalte lærernes fagblad Folkeskolen, at 75 kommuner har svært ved at finde nye lærere, og flere steder meldes der om så udpræget mangel på lærere, at folkeskolerne må ansætte uudannede til at varetage undervisningen.
I Kolding Kommune er det endnu ikke nået til det punkt, hvor der er tale om lærermangel, men fra flere kanter bliver der udtrykt bekymring over udviklingen, når der skal ansættes nye lærere. Her er det nemlig også blevet langt sværere at tiltrække kvalificeret personale, fortæller skolechef i Kolding Kommune Morten Kirk Jensen.
“Vi oplever, at rekrutteringen af lærere er blevet meget vanskeligere. Vi får generelt færre ansøgere, og vi har også oplevet, at vi må ud i genopslag på stillingerne. Vi har det ikke så svært som andre kommuner, og vi synes også, at vi fortsat viser gode resultater, men vi kan mærke, at jo mere specifikke fag, der er tale om, så bliver det vanskeligt. Det er særligt i tysk, fysik og musik,” konstaterer Morten Kirk Jensen.
Alt godt fra havet
I Kolding Lærerkreds er der ligeledes bekymring over den negative tendens, som netop ser ud til at gå ud over de nævnte linjefag.
“Vi ser, at det nu er meget sværere at tiltrække lærere til selv længerevarende vikariater, end det tidligere har været. Det betyder, at vi kan havne i en situation, hvor de folk, vi får ind, ikke har den fornødne faglige kvalitet. Det er en skidt situation, hvis vi kommer til at stå med en skole, hvor der er samlet alt godt fra havet. Det vil også få konsekvenser internt på skolerne, hvis der også skal gå tid med at hjælpe ansatte, der ikke er uddannede lærere, i gang,” siger lærerkredsens formand Anders Petersen.
Penge skaber muligheder
I kommunens budget for 2016 er der afsat fire millioner kroner til ansættelse af flere lærere.
Det kan umiddelbart virke selvmodsigende, når folkeskolerne i forvejen har svært ved at tiltrække lærere, men formålet med pengene er netop, at gøre Kolding Kommune til et mere attraktivt sted at flytte hen, hvis man er uddannet lærer, forklarer formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Christian Haugk (S).
“Pengene er øremærket til at skaffe flere lærere på skolerne, og det er netop for at være med til at øge trivslen. Det skal være med til at reducere sygefraværet og sikre øget forberedelsestid hos den enkelte lærer. Kvalitet koster penge, men pengene skal bidrage til at skille Kolding Kommune ud. Vi har anerkendt, at vi ikke er i mål med vores folkeskoler, og derfor har partierne i byrådet også givet håndslag på, at vi snakker mere finansiering til skolerne til budgettet for 2017,” siger Christian Haugk.
Og det vækker glæde hos Kolding Lærerkreds, der igennem længere tid har set en ændring i lærerstrukturen.
“Der bliver jo uddannet alt for få lærere, mens flere og flere går på pension. Samtidig er der flere lærere end tidligere, der pludselig vil prøve noget helt andet. Det skyldes blandt andet de arbejdsvilkår, de har på skolerne efter folkeskolereformen. Når man ansætter flere lærere, giver det mulighed for langt større fleksibilitet på arbejdspladsen. Kan man få lovning på, at man maksimalt har 26-27 undervisningstimer og kan flekse mellem travle og mindre travle perioder, så bliver det attraktivt at søge for folk udefra, og det er samtidig med til at fastholde nogle af dem, der ellers ville shoppe imellem job i andre kommuner,” mener Anders Petersen.