"Naturligt der opstår bekymringer"
Borgmesteren er ikke overrasket over, at mange protesterer mod de mulige højhuse på Møllebrogrunden
Alle høringssvar og alt materiale bliver læst grundigt igennem, inden politikerne træffer en beslutning om boligbyggeriet på Møllebrogrunden.
Det lover borgmester Dorte Meldgaard (K), som endnu ikke har kigget på høringssvarene og derfor ikke vil udtale sig mere konkret om sagen endnu.
"Nu er vi i en proces, hvor vi kigger alle materialer rigtig grundigt igennem, før vi tager stilling. Vi afventer forvaltningens kommentar til høringen - om der eventuelt foreslås nogen ændringer i lokalplansforslaget eller lignende, og vi forholder os til alle høringssvarene og ser på de øvrige kommentarer," siger hun.
Men borgmesteren er ikke overrasket over de mange bekymringer for specielt højhusene på grunden.
"Vi har aldrig før set boliger på 15 etager i Hillerød, og der har tidligere været protester, når der skulle bygges i bare fem etager. Så det er ikke overraskende, at blandt andre de, der bor i nærheden, har bekymringer. Det er helt naturligt, at der opstår spørgsmål og bekymringer, når der er tale om så store forandringer".
Forvaltningen forventer, at behandlingen af lokalplansforslaget kommer på den politiske dagsorden til marts.
"Det kan føles som lang tid at gå og vente for dem, der gerne vil have tingene afklaret. Men det er vigtigt, at tingene bliver kigget ordentligt igennem," siger Dorte Meldgaard.