Fortsæt til indhold

Hæder til Rydberg

Dobbelt hæder til Rydbergs MC i Aidt hos Honda og Kawasaki

Samfund
Arkiv

Rydbergs MC i Aidt er netop blevet kåret som årets mest sælgende motorcykelforhandler i Danmark i 2015 af både Hondas og Kawasakis importør, fortæller motorcykelforhandleren i en pressemeddelelse.
“Det er tredje år i træk, vi er årets mest sælgende Honda-forhandler. Det er vi stolte af, og så er vi meget glade for, at det er lykkedes os at komme helt til tops med Kawasaki igen,” siger indehaverne af Rydbergs MC, Henrik Rydberg og Mette Rydberg.
Hæderen fra de to importører afslutter et forrygende jubilæumsår i Rydbergs MC, der i slutningen af april fejrede 30 års jubilæum med 2500 gæster til åbent hus over to dage.
“1. april startede vi som autoriseret forhandler af Suzuki, og vi er kommet rigtig godt fra start med dette mærke,” fortæller Henrik Rydberg og tilføjer, at brugtsalget i 2015 har fulgt de samme gode takter.
Det har givet travlhed hele året i firmaet, hvor der afhængig af sæsonen er 7-10 ansatte, og hvor der kommer kunder fra hele landet.
I Rydbergs MC ser man optimistisk på fremtiden, og det er forventningen, at de gode salgstal holder eller viser en fortsat stigende tendens.