Fortsæt til indhold

Gratis scanningsbilleder og mad til forældre

Samfund
Arkiv

Der skal være mindre administrativt bøvl, og det skal være nemmere at være medindlagt forælder på Region Hovedstadens hospitaler.
Derfor skyder Region Hovedstaden det nye år i gang ved at fjerne en række gebyrer på hospitalerne.
Som medindlagt forælder har man tidligere selv skulle betale for sin mad, men den ordning fjerner Region Hovedstaden nu.
Det sker som led i at Region Hovedstaden ensretter sine gebyrregler og fjerner en række mindre gebyrer. Og selvom det koster regionen omkring en million kroner, så mener Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionrådsformand i Region Hovedstaden, at de pengene er godt givet ud.
"Vi besluttede dette i regionsrådet, fordi vi synes det er vigtigt, at man eksempelvis som indlagt mor eller far til et sygt barn kan være der så meget som muligt for sit barn, og ikke skal tænke på at betale gebyrer. Det kan lyde af lidt, men kan være meget forstyrrende i en svær situation. Først og fremmest for forældre og barn, men også for personalet", siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hun henviser til, at foruden at fjerne gebyret for hospitalsmad for medindlagte forældre, skal vordende forældre heller ikke længere selv betale for scanningsbilleder, ligesom hospitalerne fremover ikke skal opkræve gebyr hos efterladte, når deres afdøde skal lægges i kiste på hospitalet.
"På den måde bliver reglerne for serviceydelser på vores hospitaler ensrettet. Jeg tror på, at det giver både personalet og borgerne en bedre oplevelse, når vi fjerner disse bøvlede og administrationstunge gebyrer. Det betyder jo, at vores hospitaler kan koncentrere sig om de ting, der er vigtigst, nemlig patienterne. Og at man som forældre kan koncentrere sig om at være der for deres syge barn og ikke bekymre sig om betalinger af forskellige små serviceydelser", siger Sophie Hæstorp Andersen.
Regionsrådsformanden understreger, at fjernelsen af gebyrer giver en administrativ lettelse, når de mange relativt små beløb ikke længere skal opkræves. De nye regler træder i kraft 1. januar 2016.
mw