Horsens Svømmeklub skal træne triatleter
Atletica Tri Horsens og Horsens Svømmeklub har indgået et samarbejde, der betyder, at triatleternes svømmetræning fremover varetages af svømmeklubben. Begge klubber glæder sig til samarbejdet, der skal gøre triatleterne til bedre svømmere, oplyser svømmeklubben i en pressemeddelelse.
“Det er både ressource- og kompetencekrævende at opretholde en god træningsplan og samtidig have kapacitet og evne til at undervise voksne triatleter, der ikke nødvendigvis har svømmet meget tidligere,” siger Kasper Vibholm fra Atletica Tri Horsens.
“I praksis giver det os mulighed for at fokusere mere på cykling og løb ved at lade svømmeklubben administrere svømmetræningen for vores atleter... Og hvem kan være bedre til at skabe svømmeresultater end svømmeklubben,” spørger bestyrelsesformand for Atletica Tri Horsens, Michael Nielsen.
”Selv om svømning kun er en del af triatlonsporten, så kan vi med sikkerhed være med til at skabe bedre resultater for triatleterne i Horsens. Det gør vi ved at tilbyde en struktureret svømmetræning samtidig med, at vi intensiverer fokus på svømmeteknikken,” siger Jan Løth Andersen, cheftræner i Horsens Svømmeklub.
Med den nye aftale kan Horsens nu tilbyde fast triatlonsvømning til alle triatleter i Horsens og omegn.