Mit liv er for evigt forandret

I nat er en baby druknet. Jeg kan næsten ikke holde ud at skrive det. De var på havet, de skulle smide overflødigt bagage i vandet pga. belastning af båden, og en tog en indpakket baby for en taske.... Vi har nu den dybt ulykkelige familie boende! Det er så forfærdeligt. Det kommer til at plage den lille familie resten af livet! Hvorfor skal sådan noget ske?
Uddraget stammer fra Gentofte-borger Nina Aandahls dagbog, da hun i 18 dage var frivillig på den græske ø Lesbos, som er et belastet knudepunkt for flygtninge, som dagligt kommer sejlende ind fra Tyrkiet.
I efteråret 2015 skulle Nina Aandahl afholde ferie, men i stedet for at tage på en dase-ferie, tog hun en beslutning om at pakke syv kasser med alt fra medicin til tøj samt indsamle 22.000 kr. og flyve som frivillig nødhjælpsarbejder til Lesbos. En beslutning, som har forandret hendes liv.
"Efter at have set de frygtelige forhold på Lesbos i avisen, på tv og Facebook, blev jeg grebet af, at nu kunne jeg ikke sidde stille mere. Det var en akut følelse af desperation, som gjorde, at jeg måtte tage derned og være noget for andre. Fordi jeg kunne", siger Nina Aandahl.
På sin 58-års fødselsdag den 27. september ankom Nina Aandahl til lejren Pikpa. Sammen med to andre frivillige fandt de et nedlagt industrikøkken, som de fik gjort fri for støv og møg og tændte op under gryderne for at uddele et varmt måltid mad.
16 kg gulerødder, 15 kg løg, 50 dåser kidneybønner, 80 dåser tomater, 4 kg tomatpuré - dertil 37,5 kg ris, udgjorde dagens varme ret, som otte frivillige kørte ud til havnen for at mætte 800 munde.
"To gange om dagen tog vi turen. Folk stillede sig op i kø, og fra alle fik vi et tak eller et taknemmeligt blik. Men der var aldrig mad nok, og det var forfærdeligt at skuffe de sidste i køen. Der var altid en person i bilen, som brød sammen i bilen på vej hjem, fordi der er så mange følelser indblandet i arbejdet. Men vi fik et vildt stærkt forhold i gruppen, fordi vi alle har det samme mål om at hjælpe andre", siger Nina Aandahl.
Vi har fået så god en aftale med et supermarked i Mytilini, så vi kan lave et varmt måltid mad til 800 mennesker hver dag i en uge. Det betyder en pris på sølle 1 kr. pr måltid. Er det ikke bare helt vildt fantastisk? Det bliver jeg sgu helt høj af at tænke på (Dagbog dag 4).

Desperat situation

Situationen vil jeg betegne som desperat - folk er rigtig søde og meget taknemmelige for vores arbejde. Men når de ser at gryderne er ved at være tømt, bliver især mændene meget pushy, nogle ret aggressive og omringer os. Det betød ved middagstid, at vi var nødt til at pakke sammen meget hurtigt og køre i en fart. (Dagbog dag 6).
På Lesbos er Nina Aandahl hver dag vidne til umenneskelige forhold. Der er mangel på medicin, mad og vand. Lange køer til registrering i 30 graders varme uden skygge. Og et voldsomt græsk politi, der ikke står tilbage fra at uddele tæv, når der opstår uroligheder. Imens fortsætter strømmen af flygtninge.
En stor gummibåd med mindst 50 mennesker ombord kæntrede i eftermiddag, og 3 er druknet, en baby og hans forældre. De gummibåde er forfærdelige! Der er folk i Tyrkiet, der tjener stygt! Hver gummibåd rummer 40-50, men ofte er de fyldt til bristepunktet med langt flere. Lortebåde, der ikke holder til noget. Og hver person de tager ombord bliver krævet 1000-1200 euro hver! Altså godt og vel 8000 kr. eller over 400.000 kr. pr båd. Det er så skammeligt! Alene i søndags kom 48 både ind på en eftermiddag. Tænk lige over det! Det er en pæn omsætning på ca. 20 mio. på en dag (Dagbog dag 8).
"Tonen i flygtningedebatten er, at de kommer for at nasse og er bekvemmelighedsflygtninge. Men det stemmer ikke overens med de historier, som jeg har lagt øre til. Folk er flygtet fra sønderbombede byer. De har ingenting tilbage. Intet hus. Ingen fremtid. Hvem ville ikke flygte? Men 90 procent af dem, jeg mødte i køen, ville også gerne vende tilbage, når der var fred i deres land igen", siger Nina Aandahl.
Vi har sagt farvel til en dejlig syrisk mand i dag! Han rejste hertil med to venner; de to druknede på vej herover, da gummibåden gik i stykker og kæntrede. Der er så mange triste skæbner- smerten er printet i deres ulykkelige ansigter (Dagbog dag 12).

Forevigt forandret

Efter 18 dage tog Nina Aandahl hjem til Danmark. I flyet bliver hun så overvældet af oplevelserne, at hun tuder hele vejen hjem.
"Det var en barsk omgang at være dernede, men det var næsten hårdere at vende hjem til mit gamle liv. Folks problemer var pludselig så ligegyldige, og jeg skulle minde mig selv om, at det var deres virkelighed, mens det var mit liv som for evigt var forandret. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne vende tilbage til det gamle. Derfor tager jeg for egen regning orlov i et halvt år for at tage til Tyrkiet og starte et suppekøkken med en tyrkisk læge, som jeg har fået kontakt til over Facebook", siger Nina Aandahl.
Hvad driver dig til at fortsætte?
"Taknemmeligheden og menneskeligheden. Jeg kan mærke, at jeg brænder så meget for at tage ned og hjælpe. Jeg har haft et så privilegeret liv, at jeg gerne vil give noget videre", siger hun.
Og herhjemme er Nina Aandahl gået i gang med at søge fonde. Pengene vil gå ubeskåret til arbejdet. Rejsen og opholdet betaler hun selv af egen lomme. Af egen hånd strikker hun nu huer, som skal med i tasken, når hun tager af sted.
"Mine tanker går hele tiden ned til lejren. Tør slet ikke tænke på, hvordan situationen er dernede, især nu hvor det er blevet så koldt. Efter grænserne lukkede i starten af oktober, er det eskaleret. Da jeg kom hjem, var jeg først ret fordømmende over for folk, som ikke kunne sætte sig ind i flygtningeproblematikken. Men jeg er blevet mere rummelig, da jeg sagtens kan se, at når de ikke har stået i det, har de ikke en chance for at forstå det. Men jeg ville ønske, at folk forsøgte at lære de flygtninge, som kommer til landet, at kende gennem foreninger, fremfor at være bange og tage afstand”.