Flow Fitness er Lystrups nyeste fitnesscenter
Henrik Rasmussen fra Hjortshøj har åbnet fitnesscenter på Bystævnet 1
Det er en kendt sag, at fitnesscentre ofte har kronede dage i januar, når de fyldes af slankekurs-opsatte mennesker. Lystrups nye fitnesscenter - Flow Fitness - er ingen undtagelse. I løbet af de første åbningsdage er der kommet 75 medlemmer til.
Manden bag fitnesscenteret på Bystævnet 1 i Nordeas tidligere lokaler er 39-årige Henrik Rasmussen fra Hjortshøj. Han ejer i forvejen et fitnesscenter i Solbjerg og har otte års erfaring i branchen.
“Størstedelen af de medlemmer vi har fået er lokale og har trænet udenbys før og fortæller, at de glade for at kunne spare køreturen,” fortæller han.
Lokalerne er på 200 kvadratmeter, og Henrik Rasmussen har haft kig på dem i nogle måneder.
“Jeg er tit i Lystrup for at handle ind eller i svømmehallen, og jeg tænkte, det ville være et godt sted for at åbne et fitnesscenter,” siger han.
Der dyrkes udelukkende cirkeltræning i Flow Fitness. Det vil sige, at træningen i en rundkreds af maskiner, der er sat sammen, så alle muskelgrupper bliver aktiveret i korte intervaller. En lampe i midten af cirklen ændrer farve efter 45 sekunder og fortæller på den måde, hvornår der skal skiftes maskine. Medlemmer får hver udleveret et kort, så de kan komme i centeret fra klokken 5-22 hver dag.
I princippet er fitnesscenteret for alle, men den første tid har givet et fingerpeg om, at det er de mere modne motionister, der er kommet i Flow Fitness.
Om navnet Flow Fitness siger Rasmussen:
“Vi vil gerne signalere, at vi er i bevægelse. Og navnet passer godt til, at der trænes cirkeltræning, hvor man bevæger sig fra maskine til maskine.
Til at hjælpe sig med driften har Henrik Rasmussen ansat Lars Bastholm, der to gange om ugen vil instruere brugerne. Det bliver på mandage og torsdage. Han er uddannet fysiurgisk massør med egen klinik i Tranbjerg, og derfor er der også mulighed for at få massage i fitnesscenteret.