Kold nat med Natteravnene
På trods af frysende kulde delte Natteravnene bolcher og kondomer ud til de unge
En isnende kold vind blæser igennem Odenses gader natten til søndag den 3 januar.
Alligevel mødes en lille flok frivillige på Hotel Windsor i Vindegade for at iføre sig gule vindjakker og fylde lommerne med slik og kondomer, før de begiver sig ud i Odenses natteliv.
Læs mere: Ændringer åbner for støtte til Natteravnene
Glad af at hjælpe
Hver fredag og lørdag nat vandrer Natteravnene rundt i byens gader. Formålet er at skabe tryghed for de unge og deres forældre ved at holde øje med, at alle har det godt, og ringe efter hjælp, hvis det er nødvendigt.
“Det giver et smil på læben, når man hjælper nogen, som man møder på gaden. Man bliver glad af det,” siger Mammo Chino, som er med på turen.
Til daglig ejer og driver han en frisørsalon og et pizzeria. Derudover er han i gang med at tage en 10. klasses eksamen, så han forhåbentlig bagefter kan uddanne sig til politibetjent.
Han synes, at det er en dårlig undskyldning, når folk siger, at de ikke har tid til at lave frivilligt arbejde. Hvis man vil, så kan man altid finde tiden til det, mener han.
Læse mere: Rådmand: Naturligt at støtte forebyggelse
En dør til samfundet
Mammo Chino kom til Danmark som flygtning fra Syrien for seks år siden. Han meldte sig til Natteravnene, fordi han mener, at hvis man gerne vil modtage hjælp, så bør man også selv være klar til at hjælpe andre.
Mammo Chino opfordrer især andre flygtninge og indvandrere til at melde sig til at lave frivilligt arbejde.
“Frivilligt arbejde er en dør til at komme ind i samfundet og lære sproget og kulturen at kende,” siger han.
De fleste er blevet hjemme
Måske er det kulden, der får de unge til at blive hjemme, eller måske har de fleste stadig lidt nytårstømmermænd.
Under alle omstændigheder er der ikke mange på gaden, mens Natteravnene går nattens første runde.
De unge, som trods alt er på gaden, tager dog godt imod de tre frivillige. Flere af de unge kommer hen for at snakke, og de tager også gerne imod bolcher og kondomer. De vidner om, at Natteravnene er populære de fleste steder.
Ekstra tryghed
Det er ikke kun de unge selv og deres forældre, der nyder godt at de gulklædte gadevandrere. De ansatte på byens værtshuse er også glade for de vågne øjne.
Josephine Kirkegaard er bartender på Color Bar på Mageløs. Hun tager varmt imod Natteravnene, da de går forbi indgangen til baren.
“Jeg synes, det er et godt stykke arbejde og en god sag,” siger hun.
Hun betragter Natteravnene som et supplement til de andre autoriteter i nattelivet.
“Det giver en ekstra sikkerhed i min bevidsthed. Politiet er her, men det her giver en anden slags sikkerhed,” siger hun.
Hjem med røde kinder
Efter anden runde slutter de tre frivillige igen på Windsor Hotel. Klokken er omkring to, og aftenen er forbi.
Natten har ikke bragt noget ud over røde kinder til alle turens deltagere. Alligevel er humøret højt.
Måske fordi alle kan se frem til en velfortjent varm seng.