Borgernes hus indviet med springlopper, ældregymnastik og dansepiger
indvielse Flere års planlægning og hårdt arbejde for at skaffe penge til en ny multisal i Borgernes Hus i Veng blev torsdag kronet med indvielsen af den 200 kvadratmeter store sal.
Her mødte flere end 100 borgere fra de omkringluiggende landsbyer op for at tage del i indvielses festen, der blandt andet bød på borgmestertale og opvisning med springlopper, ældregymnaster og dansepiger.
Multisalen er en tilbygning til Borgernes hus, som består af idrætshal, forsamlingssal og klublokaler. DGI Østjylland har været fødselshjælper på projektet med ideer til, hvordan det bedst kunne skrues sammen.
Men også kommunen, arkitekt Kurt Kamp og en projektgruppe med repræsentanter fra idrætsforeningen HIK81, Veng Skole og Børnehus samt halinspektøren Inger Rasmussen har spillet en stor rolle i realiseringen af projektet, forklarer administrativ leder i Veng Skole og Børnehus, Helle Lambertsen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
“Det har længe været idrætsforeningens og de lokale borgeres ønske at samle idrætsholdene og videreudvikle huset som kulturelt og socialt mødested for de omkringliggende syv landsbyer. En udvikling af fællesskabet, som er blevet nødvendig, efterhånden som de fleste lokale samlingssteder i form af butikker er forsvundet fra landsbyerne,” forklarer hun.
“En af aktiviteterne i huset er den månedlige fællesspisning, hvor 100-150 deltager og på skift laver mad. En anden er den årlige fastelavnsfest, hvor fastelavnssoldaterne holder fest for områdets børn.”
Skanderborg Kommune har bidraget med over to millioner kroner til multisalen, mens HIK81 selv har bidraget med knap 200.000 kroner. Projektet har desuden fået midler fra Landdistriktpuljen og Skønpuljen i Skanderborg.
“Ligesom i 1970'erne, hvor Borgernes Hus blev bygget, har lokale frivillige hjulpet til ved byggeriet af multisalen. De har været med gennem hele byggefasen både med hensyn til planlægning og koordinering, og helt konkret i forbindelse med opsætning af vægelementer og lydanlæg, spartling og maling, og med at lægge flisebelægingen udenfor,” fortæller Helle Lambertsen.
Den nye multisal skal fortrinsvis bruges til idrætsforeningens og skolens gymnastikaktiviteter, men giver også nye muligheder for kulturelle arrangementer, møder og teater.