Ændrede retningslinjer åbner for støtte til Natteravnene
Efter ændringer kan foreninger også få støtte til forebyggende socialt arbejde
Hver dag hjælper frivillige i forskellige foreninger blandt andet ensomme børn og unge og voldsramte kvinder og mænd.
Gennem den såkaldte paragraf atten-pulje kan foreninger og andre få støtte til at udføre socialt arbejde fra Odense Kommune, men indtil nu har det som udgangspunkt ikke været muligt at få støtte til forebyggende indsatser.
Det betyder, at en forening som Natteravnene, der hver weekend holder et vågent øje med byens unge i nattelivet, har været afskåret fra at få kommunal støtte, fordi arbejdet betragtes som forebyggende.
Nye retningslinjer, som er vedtaget af beskæftigelses- og socialudvalget i Odense Kommune, betyder imidlertid, at foreninger som Natteravnene nu også kan søge støtte fra puljen.
Læs mere: Kold nat med Natteravnene
Ændring vækker glæde
Ændringen af reglerne vækker glæde hos René Aabo, som er formand for Natteravnene i Odense.
René Aabo forklarer, at foreningen har brug for pengene til at dække forskellige driftsomkostninger som for eksempel indkøb af de bolcher og kondomer, som de frivillige deler ud til de unge.
“Som udgangspunkt skaffer vi midlerne gennem virksomheder og sponsorer. Det er kun i yderste nødstilfælde, at vi søger støtte hos kommunen,” siger René Aabo.
Sidste år søgte foreningen om støtte fra paragraf atten-puljen, men fik afslag, da man betragtede Natteravnenes arbejde som forebyggende.
Réne Aabo forventer, at Natteravnene i Odense vil søge om cirka 25.000 kroner i støtte i 2016.
Læs mere: Rådmand: Naturligt at støtte forebyggelse
Undgår kannibalisering
Da forslaget til ændringerne var i høring i efteråret, var der en vis skepsis blandt de foreninger, der allerede får støtte til socialt arbejde. Bekymringen gik på, at lettere adgang til støtte fra puljen til socialt arbejde ville betyde, at der ville være færre midler til de foreninger, der normalt får modtager støtte fra puljen.
For at imødegå kritikken er det imidlertid besluttet, at højst fem procent af den samlede pulje kan gå til forebyggende socialt arbejde. I forhold til puljens størrelse i 2015 svarer det til 450.000 kroner.
“Når vi snakker i den størrelsesorden, så virker det fornuftigt nok,” siger Jess Kahr, der er centerleder i Frivilligcenter Odense.
Han var oprindeligt skeptisk overfor at give flere adgang til puljen, da han frygtede, at det ville betyde, at der var færre penge tilbage til de foreninger, der normalt får støtte til socialt arbejde.
Ændringerne betyder også, at det bliver mindre bureaukratisk for foreninger at søge om støtte. For eksempel kan foreninger fremover få støtte for to år af gangen.
“Det er generelt nogle sympatiske ændringer. Det betyder, at der bliver færre opgaver af administrativ karakter, og det er kærkomment,” siger Jess Kahr.
Seks millioner tildelt
Der er allerede blevet uddelt seks millioner kroner i støtte for 2016 til i alt 75 foreninger, som laver socialt arbejde i Odense.
Kassen er dog ikke tom. Der er således afsat yderligere 800.000 som tildeles løbende.