Nyt kæmpe campus-område på hospitals-grund
Aarhus Universitet samler og styrker en række af sine forskningsaktiviteter
Region Midtjylland har solgt hospitalsbygningerne på Nørrebrogade - det tidligere Århus Kommunehospital - til Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS red.) for 807,5 millioner kroner. FEAS vil i samarbejde med Aarhus Universitet udvikle et helt nyt campusområde på 110.000 kvadratmeter, skriver Aarhus Universitet på stedets hjemmeside.
Køberen FEAS er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, som siden sin etablering i 1987 har understøttet universitetets trinvise udvikling af campusområdet i Aarhus.
“Vi har haft et rigtig godt forhandlingsforløb med regionen og er meget tilfreds med den endelige købsaftale. FEAS er sat i verden for at understøtte udviklingen af Aarhus Universitets aktiviteter, og med denne handel har vi nu sikret universitetet en fantastisk ramme for det,” siger formand for FEAS, Bent Müller, ifølge universitetes hjemmeside.
Med købet får Aarhus Universitet mulighed for at samle og styrke en række af sine forskningsaktiviteter.
Universitetet ser også store muligheder for udvikling af forsker- og studieboliger samt udvidet samarbejde med nye og etablerede virksomheder.