Fortsæt til indhold

Vejen til en holdbar ændring af livsstilen

Det kræver omtanke og realistiske målsætninger at gennemføre en langtidsholdbar ændring af sin livsstil, siger Susanne Jørgensen fra Firmaidræt Køges træningscenter i Ravnsborghallen.

Samfund
Martin Rasmussen

Hvert år efter nytår bliver fitnesscentrene med nye medlemmer, der skal opfylde nytårsforsætternes krav om vægttab og en sundere livsstil. Men der går ikke længe, før der igen bliver bedre plads ved centrenes maskiner, for beslutsomhed kan være svær at fastholde i længden, og gamle vaner kan være svære at lægge fra sig.
Men hvad er så hemmeligheden bag en varig livsstilsændring? Der er næppe noget entydigt svar, men hvis man spørger Susanne Jørgensen, der er ansvarlig for Firmaidræt Køges træningscenter i Ravnsborghallen, så er det først og fremmest vigtigt at sætte realistiske mål - både hvad angår kost og motion.
- Mange er for resultatorienterede i forhold til at opnå et bestemt vægttab. Jeg anbefaler helt sikkert, at man i stedet holder fokus på helbredsmæssige mål om en sund livsstil og så følger vægttabet gerne med som en bonus. Det kan være fint at kickstarte en livsstilsændring med eksempelvis et otte ugers forløb, men efter den periode skal målene justeres, og det handler hele tiden om at have sig selv med i processen, siger hun.
Hun er uddannet kostvejleder og har udvidet servicen for træningscentrets medlemmer til også at omfatte kostvejledning, og også her er fokus lagt på en ændring, der også holder på den lange bane. Og det handler ikke om at vælge en bestemt kur, understreger hun.
- Ingen kan leve på 5:2 kuren resten af livet. På et tidspunkt knækker man halsen på det, og så tager man på igen. Det er vigtigt, at man kan nå frem til en kost og livsstil, hvor man kan sige, "sådan har jeg lyst til at spise og leve resten af livet," siger hun.
- Hvad er målet på langt sigt, og hvordan får man sammenhæng mellem målet, og det man er villig til at yde for det. Der er det godt at tale med en kostvejleder, siger Susanne Jørgensen.

Et center for alle

Firmaidræt Køges træningscenter har ligget i Ravnsborghallen gennem otte år, og Susanne Jørgensen har været med hele vejen. Hun forklarer, at en prioritet hele vejen har været, at det skal være et center for alle. Selv om det hedder Firmaidræt Køge, så kan alle blive medlem. Susanne Jørgensen fortæller, at man blandt andet har succes med at hjælpe KOL-patienter i gang med en mere aktiv livsstil.
- Vi har et lille, roligt træningscenter, som er overskueligt at komme ind i for nye medlemmer - også hvis man ikke er vant til at gå i fitnesscenter. Vi har for eksempel haft nogle medlemmer med KOL, som virkelig har rykket sig, og det er fedt at se deres reaktion på konditionstræning. En ældre mand i 70'erne gik eksempelvis fra at kunne gå to kilometer i timen i to minutter til at kunne gå over seks kilometer i timen i 20 minutter, forklarer hun.
Fysisk træning kan være en grænseoverskridende aktivitet for mennesker med nedsat lungefunktion, som KOL-patienter har, men til gengæld har det virkelig gavnlig effekt.
- Det er sindssygt vigtigt, at de kommer i gang med noget træning - primært cykling og løb eller gang samt lidt let styrketræning. Når man har KOL, er det vigtigt at få pulsen op, selv om det kan være ubehageligt. Det forbedrer konditionen og betyder, at man kan overkomme mere og klare forskellige hverdagssituationer meget nemmere, siger Susanne Jørgensen.
Hun tilbyder indviduel rådgivning til medlemmerne, så der tages hensyn til hver enkelt medlems forudsætninger.
- Også så stemmer vi programmet af efter nogle uger, så vi hele tiden sørger for, at vores medlemmer bruger tiden i træningscentret på noget, der giver mening for dem og hjælper dem med at nå deres mål, siger Susanne Jørgensen.