Jorden rundt uden mænd
Rollelisten til Jorden Rundt på Busbjerg er så småt på plads, men der mangler mænd
Så er rollelisten så småt ved at være på plads til årets sommerforestilling på Busbjerg: Jorden Rundt på 80 Dage.
I rollen som Phileas Fogg ser vi Ian Reinholt, som også spillede med i Atlantis (Koptos) i 2014 på Busbjerg.
Passepartout spilles af Ib Lundgaard Jensen, som har spillet med på Busbjerg i flere omgange, bl.a. som sprogforskeren Henry Higgins i My Fair Lady og politimester Bastian i Folk og Røvere i Kardemomme By.
Rollen som Inspector Fix lægges i Dynes Skovkjærs sikre hænder – vi får se om han lever op til sit motto: I always get my man!
Dynes Skovkjær har også spillet med flere gange på Busbjerg bl.a. som Kaptajn von Trap i Sound of Music og som den hvide konge i Alice i Eventyrland. Den skønne Aouda spilles af Camilla Nyizsnyanszky som også er et kendt ansigt på Busbjerg, bl.a. som den Røde Dronning i Alice i Eventyrland og Miranda i Atlantis.
i år er der også flere nye ansigter på rollelisten bl.a. Ole Skorstensgaard Kristensen fra Ans, Karin Nielsen fra Bjerringbro og Jeanett True fra Viborg. Jeanett oplevede på egen hånd, hvor farligt det kan være at følge nogen til audition, for inden hun havde været der i to timer var hun blevet overtalt til at gå til audition, udstyret med en sang og fik aflagt danseprøve. Sarah Højmark Mundt (Brabrand) og Thore Sønderskov Nielsen (Hammel) er også at finde på rollelisten. Trods deres unge alder, 21 år, er de begge erfarne skuespillere, men nye ansigter på Bjerget.
Der mangler stadig et par herrer for at få puslespillet til at gå helt op. Derfor er Busbjerg-folkene stadig interesseret i at høre fra mænd der kunne have lyst til en jordomrejse.