Fortsæt til indhold

Nu kan du blive viking

Frederikssund Vikingespil har audition til årets forestilling

Samfund
Arkiv

"Sagnet om Helga". Sådan hedder årets forestilling, som Frederikssund Vikingespil opsætter i sommeren 2016. Allerede nu søger de årets skuespillere, og derfor afholder man audition til stykket søndag den 10. januar.
Audition er for de vikinger - nye som gamle - der har lyst til at prøve kræfter med en talerolle. Har man omvendt ikke mod på en talerolle, men gerne vil være med som statist, så er det ikke nødvendigt at gå til audition.
Audition foregår i Valhal i Frederikssund med instruktør Louise Schouw, der også instruerede vikingespillet i 2015. Klokken 10:00 til 12:00 er der audition for børn til og med 14 år. Fra Klokken 12:30 til 14:30 er der audition for første runde af voksne fra 15 år og fra 15:00 til 17:30 er der audition for anden runde af voksne fra 15 år. Der er altså to muligheder for tilmelding til audition for de voksne.

På og bag scenen

Børn, der ønsker at være med i Vikingespillet, skal have en voksen, der også deltager aktivt, enten på scenen eller med opgaver bag scenen. Det kan for eksempel være vagter i salgsboderne, hjælp på byggeholdet, i systuen eller noget helt fjerde.
Der er mange muligheder for at give en hjælpende hånd, så er man som forælder ikke lige til de skrå brædder, så skal det ikke afholde en fra at deltage i Vikingespillet.
Har du lyst til at deltage i årets audition skal du tilmelde dig til Lisanne Sørensen på mail lsoer@frederikssund.dk eller sms til 2446 1669. Husk at skrive hvilket tidspunkt du tilmelder dig.
Du skal lære en lille tekst udenad til audition, og hvis du er ny viking, så får du teksten, når du tilmelder dig. Husk at skrive i mailen, hvis du ikke har deltaget i vikingespillet før.
"Sagnet om Helga" får premiere fredag d. 17. juni 2016.