Fortsæt til indhold

Gammelt Horsens-firma solgt

Horsens-firmaet K. Mosegaard El er blevet overtaget af Teknik & El, der har en afdeling i Hatting

Samfund
Arkiv

Jan Mosegaard har solgt K. Mosegaard El, som hans far Kai Mosegaard overtog i 1955 efter sin læremester Viggo Krahn, der havde både butik og installatørforretning i Smedegade i Horsens.
”Med sine nu 61 år er K. Mosegaard El Horsens' ældste eksisterende installatørforretning. Firmaet blev i Smedegade indtil 1988. Men da kvarteret skulle byfornyes, syntes mine forældre, det ville blive for dyrt at investere i ejendommen. Derfor solgte de til byfornyelsesselskabet og købte værksted med tilhørende bolig på Mars Alle,” fortæller Jan Mosegaard i en pressemeddelelse.
I 1989 overtog han forældrenes firma, der nu er solgt til Teknik & El ApS, som Jan Mosegaard ofte har samarbejdet med.
“Derfor har det også været helt naturligt for mig at kunne overdrage firmaet til Niels Peter Enevoldsen (indehaver af Teknik & El), efter at jeg i det seneste par år har måttet trappe ned,” siger 62-årige Jan Mosegaard, der bor i Overby ved Juelsminde.
Jan Mosegaards søn Peter Mosegaard, 36 år, er autoriseret el-installatør og udlært i familiefirmaet. Han og de to andre ansatte i K. Mosegaard El fortsætter i Teknik & Els afdeling i Hatting.
Teknik & El har hovedkvarter i Hedensted og afdelinger i Hatting og Kolding. Firmaet blev grundlagt i 2004 og har i dag 34 medarbejdere.
”Da vi overtog Hatting El, fulgte rigtig mange erhvervskunder med. Efter at vi nu har overtaget K. Mosegaard El får vi mere balance i afdelingen mellem industrikunder og private, og det er jeg glad for”, siger 45-årige Niels Peter Enevoldsen.
Teknik & El ApS løser i princippet opgaver i hele landet.
”Men vi holder os nu først og fremmest til Syd- og Østjylland, selv om vi har haft enkelte afstikkere længere nordpå og ind i mellem til Sjælland. På hjemmebanen, som strækker sig fra Haderslev til Aarhus, er vi dog stærkest,” siger indehaver Niels Peter Enevoldsen, der selv bor i Skanderborg.

K. Mosegaard El lå på hjørnet af Smedegade og Vimmelskaftet i en ejendom sammen med otte lejemål. I 1988 blev butikken solgt til Byfornyelsesselskabet, der rev ejendommen ned og byggede boliger på grunden. Foto: horsensbilleder.dk