Fortsæt til indhold

Hillerød bruger fem procent ekstra på skoler

Hillerød Kommune bruger ifølge forskningsinstitut fem procent flere penge, end mand skulle forvente per skoleelev

Samfund
Arkiv

Der er stor forskel på hvor mange penge, kommunerne bruger per barn i folkeskolen. Også når man tager højde for ting som antallet af børn i kommunen og børnenes økonomiske og sociale baggrund. Det viser en ny analyse fra Kora, som er Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
I alt syv kommuner i landet bruger over 10 procent flere penge, end man skulle forvente per skoleelev. Syv kommuner bruger over 10 procent færre penge, end man skulle forvente.
"Analysen peger på, at kommunerne prioriterer området forskelligt. Når de for eksempel bruger 10 procent mere end forventet per skolebarn, er der tale om en relativt høj økonomisk prioritering af området", udtaler seniorprojektleder Camilla T. Dalsgaard fra Kora i en pressemeddelelse.
Hillerød Kommune bruger ifølge Kora 72.637 kroner per barn i skolen. Det er 3.213 kroner mere end det, man statistisk kunne forvente ud fra kommunens strukturelt betingede udgiftsbehov. Udgiften er altså fem procent højere end forventet, svarende til indeks 105.
Analysen viser, at en række strukturelle forhold har betydning for, hvor mange penge kommunerne bruger på et skolebarn. De strukturelle forhold alene kan forklare cirka halvdelen af forskellene mellem kommunernes faktiske udgifter pr. skolebarn.
"Jo flere børn af enlige forsørgere og jo flere børn med ikke-vestlig baggrund, des mere koster det alt andet lige at undervise hver skoleelev. Desuden er høje børnetal og høj børnetæthed forbundet med lavere udgifter pr. elev", siger Camilla T. Dalsgaard.
Det har også en betydning, hvor mange af kommunens børn, der går på privatskole, efterskole og lignende. Analysen viser, at udgiften pr. elev i folkeskolen er højere, jo flere af kommunens børn, der går i private skoler.