HSK får to sponsorer
NMT Arena er nyt navn på Hadsten Idrætscenter
Hadsten SK får endnu en hovedsponsor og deler sponsoraterne i en fodbold-del og en håndbold-del.
Mens Vestjysk Bank fremover 'nøjes' med Vestjysk Bank Arena, som Hadsten Hallen nu kaldes, så har banerne ved Hadsten Idrætscenter på Bavnehøjskolen fået navnet NMT Arena, efter elektrikerfirmaet NMT, der har Niels Martin Thomsen som ejer. Firmaet har adresse i Risskov og han overtog sidste år Elektrikeren med adresse i Hinnerup.
“Jeg bor i Hadsten, mine børn har altid spillet i HSK, så jeg føler for Hadsten og klubben. Jeg vil også gerne være synlig med eksponering. Derfor støtter jeg med et sponsorat,” lød det fra Niels Martin Thomsen under et pressemøde i Vestjysk Banks lokaler i Hadsten.
Største sum i området
Også Kristen Mark, afdelingsdirektør i Vestjysk Bank var tilfreds med aftalen, som ingen af parterne ville fortælle beløbet på.
“Men det er den største i vores region, der omfatter det meste af Østjylland,” kunne regionsdirektør Claus Lauenborg fortælle.
“Vi er fortsat en del af Hadsten og dens idrætsliv,” mente Kristen Mark.
Vestjysk Bank er fortsat hovedsponsor i 2016 og 2017, blot med håndbolden i fokus, mens NMT er hovedsponsor på fodbolden, kunne Per Rasmussen, der er sponsor - og aktivitetsansvarlig i Hadsten SK oplyse.
“Beløbet er ikke dobbelt så stort, fordi vi får to sponsorer, men det er større end sidste år. Beløbene betyder at vi kan skabe bedre rammer for både vores unge mennesker og vores elite, herunder også vores 1. divisions damer i Håndbold.”
Arenaer to steder
De kommende to år hedder Hadsten Hallen dermed Vestjysk Bank Arena Hadsten, mens banerne ved Bavnehøjskolen kaldes NMT Arena Hadsten.
Forsinket tre måneder
Selvom udvidelsen af Hadsten Hallen forventes forlænget med tre måneder, fordi kommunen har valgt at stoppe samarbejdet med arkitekterne og finde nogle nye, så er Vestjysk Bank stadig sponsor, pointerede Kristen Mark.
Hallen forventes at stå færdig en gang i 2017. Og blev i denne uge bremset, da kommunen med byggeformand Anders Nørgaard i spidsen ikke mente, at Skala Arkitekter kunne løfte opgaven alligevel.