Kommunen vil udfordre Vejdirektoratet i sag om farligt vejkryds
Halsnæs Kommune ser med stor alvor på en virksomhedsdirektørs trussel om flytning pga. problemer i krydset Hundestedvej/Industrivej og afventer Vejdirektoratets redegørelse i sagen
TRAFIKFORHOLD Adm. direktør Jan Lehmann Hansens utilfredshed med trafikforholdene i krydset Hundestedvej/Industrivej samt hans trussel om mulig flytning, hvis vilkårene ikke ændrer sig, behandles med stor alvor på både kommunen og i det politiske liv.
I Halsnæs Kommune er man klar over problemerne i krydset. Derfor havde Udvalget for Miljø og Teknik i november et møde med Vejdirektoratet (VD), hvor man påpegede dette sted som den anden største udfordring på statsvejene i kommunen (flaskehalsen ved rundkørslen i Kregme er størst).
"På baggrund af mødet vil VD i dette forår gå et spadestik dybere i analysen af, om der jf. deres kriterier skulle være trængselsproblemer i krydset, som kræver en ændring af forholdene," fortæller Rikke Voss Hvelplund, chef for Miljø og Teknik i Halsnæs.
Hun uddyber, at kommunen er opmærksom på, at Vejdirektoratet har nogle kriterier for, hvornår de vil indføre ændringer, som er anderledes, end man lokalt i en kommune kan have interesse i. VD sammenligner kryds/udkørsler på tværs af hele landet og måler på ulykker og ventetider.
"Det vil vi gerne udfordre. Der er også andre faktorer, og her har det betydning for erhvervslivets betingelser, hvilket er væsentligt for os som kommune. Vi har fået lovning på, at VD vil gå ekstra i dybden i deres analyse, og den afventer vi lige nu," siger Hvelplund.
Alle ændringer af krydset vil skulle ske i samarbejde med VD, da vejen er en statsvej. Muligheden for at opføre et lyskryds på stedet har været på tale.
Skal ulykker til
Lokalpolitikere i Udvalget for Miljø og Teknik er også på banen.
"Det giver mig panderynker, og jeg ser med stor alvor på sagen," siger udvalgets formand, Walter Christophersen (O), der afventer udredningen fra VD.
Udvalgsmedlem Michael Thomsen (V) er også bekymret over Knudsen Plasts udmelding, men han ser også nøgternt på selve trafikvurderingen.
"Det er frygteligt at høre deres trussel om flytning. Hos VD er det dog desværre ikke et kriterium, at virksomhedsledere er utilfredse, når direktoratet vurderer trafikfarlighed."
"Ulykkesstatistikken for netop det kryds er ikke, så det på nogle måder berettiger en ændring, har VD udmeldt, og deres kriterier skal jo være ens i hele landet. Der er forskel på ulykker og oplevede, farlige situationer."
"Vi lokale kan godt synes, krydset er farligt, men der skal ulykker på bordet, som registreres af politiet, før det rykker," siger Thomsen.