Parole 2015 om turbulens og frustrationer
Den afgående beredskabschef i Favrskov, Steen Eilenberg, var lidt vemodig ved at sige farvel
HADSTEN Parolen på brandstationen i Hadsten lørdag handlede om traditioner og ændringer.
Her fra nytår er Favrskov Brandvæsen, der tidligere hed Hadsten Brandvæsen slået sammen med Randers og Djursland.
Den afgående beredskabschef Steen Eilenberg var ikke i tvivl om, at man fra stationen i Hadsten vil være konstruktive, men parolen var ellers mest på minussiden.
Stærk kritik
“Jeg synes aldrig, at jeg har modtaget så stærk kritik før som i forbindelse med strukturreformen,” sagde Steen Eilenberg og føjede til, at hverken personalet eller politikerne har ønsket denne ændring af strukturen. “Det er farligt, at det bliver regneark, der styrer udviklingen. Det handler ikke kun om penge.” Beredskabschefen kunne dog glæde sig over, at det har været en åben proces. Samtidig kunne han konstatere, at fire deltidsbrandmænd har sagt deres stilling op.
Ny station?
At de fysiske rammer på stationen i Hadsten langt fra er optimale, har ingen lagt skjul på i flere år.
“Der kommer måske en flytning inden så længe, men jeg lover ikke noget,” sagde Steen Eilenberg.
Tag værdierne med
For sjette gang var Favrskovs borgmester Nils Borring med til nytårsparolen.
“Jeg håber, at I vil tage nogle af vores værdier med ind i det nye samarbejde,” lød ønsket fra borgmesteren, der mente, at den store trofasthed og sammenholdet kan tilskrives den let drillende omgangsform.
Borgmesteren glædede sig også over, at redningsvæsenet er med på at vise flaget i andre sammenhænge end ved udrykninger.
“Hos børnene har i nærmest heltestatus uden at I er Superman eller Batman.”