Fortsæt til indhold

Midtjysk Rideklub leder efter penge

Ny bestyrelse vil rette op på tidligere tider og søger sponsorer

Samfund
Kian Johansen

Hammel “Det vil være brandærgerligt, hvis ikke alle Hammels unge kan komme og ride på de fantasiske ridebaner og nyde de muligheder der er ved Klintholm.” Sådan lyder det fra to nye bestyrelsesmedlemmer i Midtjysk Rideklub. Bortset fra et enkelt medlem, så er alle nyvalgte i den bestyrelse, der nu afsøger alle muligheder for at genoprette rideklubben. Der har tilsyneladende været et misforhold mellem indtægter og udgifter i flere år og det skal ikke lukke Klintholm, lyder det handlekraftigt fra Pia Jakobsen og Tanja Seindal. I denne tid besøger de alle de firmaer i Hammel og omegn de kan finde, for at høre om man vil tegne et sponsorat.

Handlingsplan for klubben

“Vi vil helst have kontanter, men træbjælker eller andet brugbart er også velkomment,” smiler Pia Jakobsen stålsat. “Der mangler 80.000 kroner i kassen, men banken er næsten på vores side. Vi har udarbejdet en handlingsplan for at redde klubben,” siger Pia Jakobsen, fra Thorsø. Hun understreger, at hun for så vidt kunne være ligeglad med klubben, hendes heste kunne sagtens opstaldes andetsteds.

Related content

Masser af muligheder

“Men vi har Midtjyllands bedste baner, der er masser af muligheder med to udendørs dressurbaner, en ridebane og en terrænbane. Der er masser af plads og det er en god klub.” Tanja Seindal rider hver uge på rideklubbens heste og rideklubben har altid været der. “Det her er også et sted fra barndommen. Min mor red her før mig og det skal de unge piger også kunne gøre i fremtiden,” mener hun. Begge fortæller om et stævneudvalg, der virkelig har spækket Klintholms kalender fuld af stævner. “Vi vil det her og vi sidder ikke med hænderne i lommen,” siger Pia Jakobsen, inden de to gør klar til at banke på endnu flere firma-døre.