Fortsæt til indhold

kål på komfuret

Årets første madskole på landbrugsmuseet handler om kål

Samfund
Anette Bonde

Kålen blev langt op i 1900-tallet kaldet “den nationale ret”. Kål i alle farver er emnet ved årets første madskole på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup, og de tilberedes efter historiske opskrifter. Det er torsdag 21. januar klokken 16-20, tilmeldingsfristen er 14. januar.
Kål er en af de eneste grøntsager, som endnu er at finde i haven. Grønkålen tåler nemlig fint frost, og den har derfor altid været en vigtig vitaminkilde midt om vinteren.

Indført i 1100-tallet

Madskolen starter med et oplæg om kålens kulturhistorie i Danmark. Dernæst tilberedes maden, og madskolen afsluttes omkring spisebordet med kniv og gaffel.
Før i tiden havde hver gård en kålhave eller kålgård i nyttehaven. Det er en betegnelse som betød ”alt grønt som bruges til steg”.
Kålen blev indført af munkene i 1100-årene. Først i løbet af 1300- og 1400-tallet nævnes kålhaver og gårde. Arbejdet i kålhaven havde sine faste rutiner. Man skulle helst så kålfrø i påsken, så blev kålen ikke angrebet af orm. Ofte var arbejdet i haven kvindens ansvar, men lige præcis i forhold til kålen måtte hun overdrage arbejdet til manden, idet man mente, at kålen ellers ikke ville sætte hoveder.