Konference om natur og sundhed for veteraner
Skovskolen i Nødebo lægger lokaler til ny konference, som er den første af sin slags
Danmarks første konference om natur og nundhed for krigsveteraner finder sted til marts på Skovskolen i Nødebo.
Det er Videncenter for Friluftsliv & Naturformidling på Københavns Universitet, der i samarbejde med Forsvarets Veterancenter står for konferencen.
På konferencen kan deltagere og oplægsholdere mødes på tværs af deres fag og dele ny og eksisterende viden om veteranernes udfordringer og behov, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Konferencens tager udgangspunkt i natur og sundhed, da disse to temaer begge står stærkt i soldatens bevidsthed og kulturmønster, mener de:
"Naturbaserede, rekreative aktiviteter kan derfor være særlig gode for udvikling og rehabilitering for veteraner".
Konferencen byder på oplæg fra danske og internationale eksperter, der alle giver deres bud på en videnbaseret tilgang til forskellige områder af veteranens liv.
Konferencen henvender sig til myndigheder, forvaltere, forskere, sundhedspersonale, socialrådgivere, frilufts- og naturvejledere, foreninger samt frivillige og private organisationer med interesse i veteranområdet.
Den finder sted torsdag den 3. marts kl. 9.30-15.30.